Kontanthjælpsreform: Få bedre råd i Kolding

1. januar trådte Statens nye kontanthjælpsreform i kraft, og det får økonomiske konsekvenser for en række borgere der modtager kontanthjælp og uddannelseshjælp – ikke mindst forventes det, at de nye regler vedrørende gensidig forsørgerpligt kan få økonomiske konsekvenser for mange borgere.

- Kontanthjælpsreform ændrer en række regler for kontanthjælp, uddannelseshjælp og gensidig forsørgerpligt. Sidstnævnte gælder nu også, selv om man bor sammen uden at være gift. Vi ved, at det vil påvirke en række borgeres økonomi, så derfor har Jobcentret og Socialforvaltningen besluttet at oprette det her ekstraordinære tilbud til borgerne, fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Kamp.

Ydelserne er bagud-betalte, og derfor vil nogle borgere få økonomiske udfordringer allerede fra februar måned. For at hjælpe borgerne så godt igennem de situationer der kan opstå, har Jobcenter Kolding og Socialområdet oprettet et åbent rådgivningstilbud.

Den åbne rådgivning starter torsdag 30. januar og vil herefter finde sted hver torsdag i februar fra 14-16.30 på socialforvaltningens adresse, Nicolai Plads 6, 6000 Kolding. Man skal ikke bestille tid, men bare møde op.

Rådgivningen er helhedsorienteret i forhold til, hvorledes borgerne kan forbedre deres økonomiske og beskæftigelsesmæssige situation.

Helt konkret vil både en økonomisk konsulent, en jobkonsulent og en beskæftigelseskonsulent yde rådgivning, hjælp og vejledning.

Dagens Gossip