Kontrolleret tilbagetog for Majka

På de sidste kilometer af onsdagens 11. etape i Giro d'Italia vristede Movistar-rytteren Benat Intxausti sig fri af feltet og kørte i mål 18 sekunder før gruppen af klassementsryttere.

Det betød samtidig, at spanieren skubbede Bjarne Riis' polske holdkaptajn og stjernefrø Rafal Majka ud af top-10. En plads blandt de 10 bedste klassementsryttere, som Majka erobrede via flot kørsel på tirsdagens benhårde bjergetape.

Men det var helt efter planen, at Majka lod sig midlertidigt glide ned af ranglisten.

- Det var et fornuftigt træk af Rafa (Majka) at blive siddende i feltet, selvom Intxausti kørte væk og tog hans samlede tiendeplads. Der var ingen grund til at spilde kræfter på at hente ham, når han sandsynligvis bliver sat af før Majka på næste store bjergetape, siger sportsdirektør Dan Frost i en pressemeddelelse fra Team Saxo-Tinkoff.

Rafal Majka fører til gengæld stadig Giroens ungdomskonkurrence. Onsdag blev Evgeny Petrov med en 9.-plads den bedste placerede Riis-rytter i Italien.

- Vi spillede vores kort rigtigt ved at kaste Petrov ud foran, da etapeprofilen tilgodeså ham med henblik på et godt resultat. Desværre kom han ikke med, da Navardauskas og Oss kørte væk, for herefter gik det i stå i gruppen, siger Dan Frost med hentydning til litauiske Navardauskas (Garmin), der kørte væk og vandt etapen.

Dagens Gossip

Dagens TV