Konverteringslystne boligejere hjalp Nykredit i 2015

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

Nykreditkoncernen, en af Danmarks største formidlere af boliglån, havde et forrygende 2015. Den store bølge af konverteringer af boliglån skæppede solidt i kassen.

Samlet kunne Nykredit øge sine basisindtægter markant til 11,8 milliarder kroner i 2015 mens resultatet - de penge der kan puttes i kassen efter alle udgifter - steg til 3,1 milliarder kroner efter et mindre underskud i 2014.

– Resultatet i 2015 er blandt andet båret frem af en ekstraordinær stor aktivitet i starten af året og af meget lave nedskrivninger, skriver koncernchef Michael Rasmussen i regnskabet.

Nedskrivninger dækker over de penge, en udlåner sætter til side til kunder, der ikke betaler tilbage. Det tal faldt markant i 2015 til 920 millioner kroner fra 2,4 milliarder kroner i 2014.

Den ekstraordinære store aktivitet kommer fra konvertering af boliglån. De kørte på fuld damp i 2015, hvor mange danskere skiftede væk fra de korte F1-lån. Nykredit skubbede selv på den udvikling.

- Som konsekvens af de nye krav fra ratingbureauer og myndigheder igangsatte Nykredit i slutningen af 2014 et arbejde omkring nedbringelse af den korte funding.

- Det indebar blandt andet en ny prisstruktur, som havde til formål at øge låntagers incitament til at vælge realkreditlån med afdrag og længere refinanseringsinterval, skriver koncernen.

Det fik kunderne i sving. Andelen af F1-lån i Nykredits portefølje faldt fra 2014 til 2015 fra 21 procent til 11 procent. Fastforrentede lån steg til gengæld til 29 procent fra 21 procent.

For Nykredit Bank var der også markant fremgang efter et 2014, der var et sandt annus horribilis for Nykredit. I 2014 tabte Nykredit Bank milliarder på renteswaps, men i 2015 kunne banken notere et plus på 1,5 milliarder kroner.

Konverteringslysten og de lave nedskrivninger venter Nykreditkoncernen ikke kan fortsætte.

- Det er ikke forhold, vi kan forvente fortsætter ind i 2016. Derfor kan vi heller ikke regne med at levere et helt lige så godt resultat i år som i 2015, skriver koncernchef Michael Rasmussen.

/ritzau/