Kopi af Lafayettes skib fejrer USA's frihed

Skrevet af admin

06/06/2015

Dagens topnyheder

En tro kopi af en fransk fregat, som i 1780 bragte general Gilbert du Moitier Lafayette til Amerika, hvor han støttede de amerikanske oprørere, har indledt en turné langs USA's østkyst.

Det tremastede skib affyrede en kanonsalut og blev modtaget med et stort festfyrværkeri, da det fredag anløb Yorktown i delstaten Virginia.

Det originale skib Hermione, som Lafayette sejlede med, blev bygget på et halvt år i 1778. Men skibsbyggeriet er blevet sværere, og det har taget 17 år at bygge kopien på et værft i den franske by Rochefort.

Kopien af Hermione forlod Ile d'Aix på den franske vestkyst den 18. april for at begive sig ud på den 6000 kilometer lange rejse over Atlanten.

Det var i Yorktown franske og amerikanske styrker under ledelse af George Washington, der skulle blive USA's første præsident, tvang briterne til at kapitulere i 1781. Det skete fem år efter, at 13 amerikanske delstater havde sluttet sig til Uafhængighedserklæringen for at slippe for det britiske herredømme.

Lafayette spillede en vigtig rolle under Uafhængighedskrigen. Han var blevet meget begejstret for den amerikanske frihedserklæring om folkets rettigheder og drømte om at overføre disse idéer til Frankrig. I en alder af kun 19 år sluttede den franske adelsmand sig i 1777 til de revolutionære amerikanere, og han blev en nær ven af George Washington under frihedskrigen.

Den franske fregat skal sejle rundt mellem havnene på den amerikanske og canadiske østkyst. Rejsen kulminerer i New York på nationaldagen den 4. juli.

Den franske miljøminister, Ségolène Royal, gav ved en ceremoni efter skibets ankomst til Yorktown Virginias guvernør, Terry McAuliffe, en gravering af Frankrigs erklæring om menneskets og borgerens rettigheder, der også kaldes "Menneskerettighedserklæringen af 1789". Lafayette var med til at skrive dokumentet, som er inspireret af Uafhængighedserklæringen.

/ritzau/AFP