Kopimedicin giver fortsat kvaler hos Lundbeck

Skrevet af admin

06/05/2015

Dagens topnyheder

Det koster fortsat dyrt for medicinalkoncernen Lundbeck, at to af selskabets europæiske patenter har overskredet sidste udløbsdato.

Lundbeck kom ud af årets første tre måneder med et underskud før skat på 32 millioner kroner. Efter skat lyder tabet på 81 millioner kroner.

Resultatet står i skarp kontrast til resultaterne for samme periode i 2014, hvor Lundbeck fik et overskud på 552 millioner kroner før skat.

Det er de europæiske patenter på alzheimermidlet Ebixa og antidepressivet Cipralex, som er udløbet. Når det sker, har konkurrerende selskaber mulighed for at lave kopiudgaver af midlerne.

Lundbeck solgte i første kvartal Cipralex samt Lexapro, som midlet markedsføres som i Japan, for 812 millioner kroner. Det var en nedgang fra 1,5 milliard kroner i samme periode sidste år.

Men den samlede omsætning blev knap 3,6 milliarder kroner, og det er mere end analytikernes forventninger, som ifølge Ritzau Estimates lå på omkring 3,2 milliarder kroner.

- Kerneomsætningen forblev stabil sammenlignet med sidste år, da den ventede kopikonkurrence til Cipralex og Ebixa opvejes af en styrkelse af nøglevalutaer og vækst i andre produkter, konstaterer Lundbeck i regnskabet.

I regnskabet introducerer Lundbeck en ny produktkategori - strategiske kerneprodukter - som foreløbigt indeholder fem nyere produkter, og som giver Lundbeck mulighed for at præsentere trecifrede vækstrater i procent.

I første kvartal voksede salget af kerneprodukterne med 229 procent til 691 millioner kroner.

- Jeg er meget glad for at se vores portefølje af kerneprodukter præsterer godt og nu repræsenterer omkring 20 procent af omsætningen, siger bestyrelsesformand Håkan Björklund i regnskabet.

De nye produkter, der falder ind under kategorien, er antidepressivet Brintellix, Onfi mod epilepsi, skizofrenimidlet Abilify Maintena, Selincro til alkoholbehandling samt Northera til behandling af svimmelhed hos voksne eksempelvis med Parkinsons sygdom.

Lundbeck fastholder de tidligere udmeldte forventninger til 2015 om en omsætning på mellem 13,2 og 13,7 milliarder kroner. Det ordinære driftsresultat ventes at blive omkring nul.

Patentudløbet satte også præg på 2014 for Lundbeck, som måtte konstatere et resultat efter skat på minus 153 millioner kroner.

/ritzau/