Koreanske maratonforhandlinger om krise trækker ud

Skrevet af admin

24/08/2015

Dagens topnyheder

Topforhandlere fra Nord- og Sydkorea sidder på 16. time ved mødebordet i et forsøg på at punktere spændingerne mellem landene og afværge en truende militær konfrontation, skriver Reuters.

Allerede lørdag mødtes de udsendte fra nabolandene til drøftelser, der varede ti timer. Søndag eftermiddag lokal tid vendte parterne tilbage til forhandlingerne, som har stået på siden og nu strækker sig ind i morgentimerne mandag.

Forhandlinger i landsbyen Panmunjom i den demilitariserede zone på grænsen mellem de to lande begyndte lørdag, efter at fristen løb ud for et nordkoreansk ultimatum mod Sydkorea om at stoppe propagandaførsel med højttalere over grænsen.

Ellers ville der blive krig, lød det fra styret i nord. Sydkorea har nægtet at give efter for kravet.

Repræsentanterne diskuterer derfor den anspændte situation, der den seneste tid er spidset til, efter at Sydkorea beskyldte regimet i Pyongyang for at udføre militære provokationer både på landjorden og på havet.

Militæret på begge sider af grænsen er i forhøjet alarmberedskab, og ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, er 50 nordkoreanske ubåde ikke længere på deres baser.

Det anses ifølge mediet for et tegn på, at Nordkorea forbereder sig til kamp.

- 70 procent af Nordkoreas ubåde har forladt deres baser, og det er ikke bekræftet, hvor de befinder sig, siger en kilde fra Sydkoreas militær til Yonhap og kalder samtidig situationen for "meget alvorlig."

Nordkorea har til mødet sendt militærets ledende politiske embedsmand, Hwang Pyong-so, der af mange anses for at være landets nummer to efter Kim Jong-un, og Arbejderpartiets partisekretær, Kim Yong-gon, som er ansvarlig for relationerne til Sydkorea.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, havde inden mødet lørdag opfordret de to ærkefjender til at sætte en stopper for den bekymrende optrapning af spændingerne på den delte halvø i Sydøstasien.

/ritzau/