Korruptionsbekæmper: Blatters exit kan gavne al idræt

Skrevet af admin

02/06/2015

Dagens topnyheder

Sepp Blatters pludselige afgang som præsident for det internationale fodboldforbund, Fifa, kan blive en ny start - ikke bare for Fifa, men for hele idrætsverdenen.

Det vurderer Jens Sejer Andersen, der er international direktør i Play the Game, som arbejder for gennemsigtighed og mindre korruption i sport.

- Det her er ikke bare godt for Fifa, men det rummer nogle positive muligheder for hele den internationale idræt, fordi Fifa jo er det mest kendte idrætsforbund overhovedet, siger han.

Han mener, at der må stikke noget under, at den 79-årige Blatter nu trækker sig kort efter, at have fået politisk mandat til at fortsætte i front for Fifa.

- Blatter har i sine 40 år i forskellige lederpositioner i Fifa været en usædvanlig dygtig magtspiller, og der må nu være dukket oplysninger op, som tvinger ham til at træde tilbage, siger han.

- Blatter må have vurderet, at han, selvom han har et massivt politisk flertal bag sig, ikke vil været i stand til at styre verdensfodbolden. Fifa var blevet en paria-organisation i den del af verden, der finansierer Fifa, hvis han ikke havde trukket sig, lyder vurderingen fra Jens Sejer Andersen.

Fifa er ramt af en stor sag om bestikkelse, der opstod før det præsidentvalg, hvor Blatter blev genvalgt til sin femte regeringsperiode. Onsdag blev en række topfolk i Fifa anholdt i Zürich, hvor de opholdt sig op til fredagens præsidentvalg.

Selvom anholdelserne kom som et lyn fra en klar himmel, er Blatters afgang et endnu større chok, siger Jens Sejer Andersen:

- Det er om muligt endnu mere overraskende end de arrestationer, som FBI og det schweiziske forbundspoliti har foretaget.

Han mener, at de europæiske fodboldforbund nu må komme på banen med en kandidat til at overtage posten efter Blatter "hvis de vil blive taget alvorligt", siger han.

/ritzau/