Korruptionsmistænkte er anholdt i Ukraines parlament

For rullende tv-kameraer er to topchefer for de ukrainske redningstjenester blevet pågrebet af politiet og ført ud af parlamentet i håndjern.

Indenrigsminister Arsen Avakov siger, at det er lederen for den ukrainske redningstjeneste og hans næstkommanderende, der er anholdt. De er sigtet for korruption.

Tidligere onsdag afsatte præsident Petro Porosjenko en magtfuld oligark og guvernør i industriområdet Dnipropetrovsk, Igor Kolomojskij.

Ifølge Porosjenko bad Kolomojskij selv om at blive afsat efter en strid om, hvem der skal kontrollere et statsligt olie- og gasselskab.

Kolomojskij, der er en af Ukraines rigeste mænd, har betalt og udrustet en hær af frivillige, der har deltaget i krigen mod de prorussiske oprørere i den østlige del af landet.

Men den selvbestaltede hær har skabt bekymring blandt politikere, hæren og Ukraines vestlige allierede.

Iagttagere siger, at fyringen af Kolomojskij har været en vanskelig beslutning for Porosjenko, men han er under pres fra andre dele af regeringen, der er bekymrede over det igangværende magtspil.

Ukraines regering har desuden lovet at bekæmpe korruption og begrænse oligarkernes indflydelse.

Premierminister Arsenij Jatsenjuk siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at tv-billeder af de to topchefer, som politiet slæber ud af parlamentet i håndjern, tjener som en advarsel over for andre embedsmænd, der mistænkes for korruption.

- Det vil ske for enhver, der bryder loven og håner den ukrainske stat, siger premierministeren ifølge AFP.

- Mens landet er i krig, og vi tæller hver en lille mønt, stjæler de fra folket, tilføjer han om onsdagens anholdelser i parlamentet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip