KORSIKAOS

Først satte Orica-Greenedge-bussen sig fast under målporten. I sig selv nærmest lidt komisk, hvis det da ikke var for, at den ikke bare kunne bakke ud. Og mens rytterne hamrede mod mål, blev panikken større og større i målfeltet.

Først blev målstregen rykket tre kilometer bagud - midt i en rundkørsel - og så bredte panikken sig til feltet. Så da Tony Martin, den tyske tempokonge, der skulle passe på storfavoritten Mark Cavendish, hamrede i asfalten, var det pludselig ikke morsomt længere. Med sig trak tyskeren et hav af ryttere, der landede oven på ham. Endnu mere panik og forvirring.

Martin besvimede

Med et brækket kraveben fik han slæbt sig i mål, og besvimede så i Omega Pharma-QuickStep-bussen. Brian Holms mandskab måtte ikke alene se den gule trøje fordufte, men også se i øjnene, at flere ryttere er i overhængende risiko for at udgå.

- Tony besvimede oppe i bussen. Jeg så det ikke, men jeg hørte, at det så grimt ud. Jeg tror, han har brækket kravebenet. Han skal i en scanner, og så må vi se, sagde Brian Holm, som var tydeligt rystet og som også måtte fordøje, at Mark Cavendish og Gert?Steegmans var røget ned.

Imens havde Orica-chaufføren endelig fået bussen fri og fik bakket bussen væk, så Tour-ledelsen igen kunne meddele, at der ville være mål på det oprindelige sted. Pressechef hos Orica-Greenedge, Brian Nygaard, forklarede, at bussen var kommet senere af sted, end alle de andre busser. Og chaufføren fulgte bare anvisningerne, da han kom til målstregen. - Vi blev ledt den vej, som vi fik besked på. Det var ikke sådan, at vi tog en anden vej end de andre. Der er nogle skarpe regler for den slags, og dem følger vi. - Jeg har ondt af vores buschauffør, for han gjorde bare, hvad han fik besked på. Han gjorde ikke noget i ond tro, sagde Nygaard.

Bak skummede

Lars Bak, som skulle føre for Andre Greipel, skummede over af raseri, fordi han havde brugt alle sine kræfter på at levere sin kaptajn til den målstreg, der så blev rykket. Ikke at det havde gjort nogen forskel, for bagude stod Greipel med et smadret gear og ventede forstenet på en ny cykel, mens en anden af favoritterne, Peter Sagan, trillede forslået i mål med stort set hele holdet om sig.

Alt det var Marcel Kittel, Tour-debutant og tysk sprinterfænomen, fuldkommen ligeglad med. Argos-Shimano-rytteren hamrede forbi Katushas Alexander Kristoff og nappede etapesejren. Den gav såmænd fire podie-ture, for ud over etapesejren, satte han sig på den gule, grønne og hvide trøje.

Dagens Gossip

Dagens TV