Koryfæer vil redde Brøndby

De tidligere spillere, der tæller navne som John Faxe Jensen, Ebbe Sand, Kim Vilfort og Mike Jensen, har mandag eftermiddag udsendt en pressemeddelelse, hvor de offentliggør, at de køber aktier i Brøndby i forsøget på at være med til at redde klubben fra en konkurs.

- Vi har alle den holdning, at Brøndby IF ganske enkelt ikke må gå tabt. Klubben betyder meget for os og ikke mindst for alle de fans, frivillige, sponsorer, aktionærer og andre med et blågult hjerte rundt omkring i landet. Det vil være et kæmpe tab for Vestegnen og for hele fodbold-Danmark, hvis Brøndby IF forsvinder, skriver spillerne således i en pressemeddelelse.

- Som så mange andre har vi alle hver især oplevet fantastiske stunder og fejret mange triumfer med Brøndby IF. For at det kan ske igen, kræver det bred opbakning til aktieemissionen. Vi håber derfor, at mange andre end os vil støtte aktieemissionen. Lad os sammen redde Brøndby IF, lyder det videre.

De tidligere Brøndby-spillere, som har lagt penge på bordet at hjælpe klubben, er: John Faxe Jensen, Lars Olsen, Kim Vilfort, Ebbe Sand, Bent Christensen, Henrik Jensen, Claus Nielsen, Per Nielsen, Casper Ankergren, Mike Jensen, Daniel Wass og Bjarne Jensen.

Brøndby jagter ifølge konstitueret direktør Tommy Håkansson 85 mio. kr., og al hjælp modtages med kyshånd hos den pressede klub.

- Det er meget glædeligt, at nogle af de helt store spillere i klubben gennem de sidste 30 år nu vælger at gå aktivt ind og støtte emissionen. Det er vi utrolig glade for, siger Tommy Håkansson til Brøndbys hjemmeside.

- Det viser sammenhold og klubhjerte. Samtidig signalerer det, at Brøndby IF i den grad er værd at kæmpe for. Vi håber, at endnu flere spillere, fans, investorer og aktionærer vil følge trop og investere i Brøndby IFs fremtid, tilføjer han.

Dagens Gossip

Dagens TV