Kræft-alarm rettes nu mod håndværkere, gartnere og andre ansatte i det fri

Skrevet af admin

26/07/2016

Mest læste i dag

Mange solskinstimer på jobbet kan måske lyde misundelsesværdigt i den varme sommertid, men der er også en skyggeside. For det kan være med til at øge risikoen for at udvikle hudkræft som arbejdsskade, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge Fagbladet 3F er der over de senere år sket en stigning i antallet af anmeldelser af hudkræft som arbejdsskade. Håndværkere, gartnere og andre med arbejde i det fri skal passe på sig selv i solen, lyder det.

- Vi ved, at op mod 90 procent af alle tilfælde af modermærkekræft og almindelig hudkræft direkte kan tilskrives uv-stråling. Langt de fleste, der får disse sygdomme, gør det, fordi de har fået mere sol, end de kan tåle, siger Christine Behrens, analyse- og evalueringskonsulent i Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens solkampagne:

- Folk, der er meget udendørs i løbet af deres arbejdsdag, vil selvfølgelig være eksponeret for en masse uv-stråling. Det gør, at de på sigt kan have en øget risiko for især almindelig hudkræft, hvor livstidseksponering for uv-stråling har stor betydning.

I 2011 blev 26 tilfælde af hudkræft anmeldt som arbejdsskade, og tallet er siden vokset til 47 i 2012, 82 i 2013, 121 i 2014 og 92 anmeldelser i 2015. Det viser tal fra Arbejdsskadestyrelsen, som nu hedder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Et kig på de anerkendte tilfælde af hudkræft som arbejdsskade viser, at især ansatte inden for bygge- og anlæg samt transport og godshåndtering er blevet ramt.

- Hvis man er meget udenfor, vænner huden sig til solen, og medmindre man har en sart hudtype, vil man ikke nødvendigvis blive solskoldet, siger Christine Behrens.

- Men man kan typisk have en øget risiko for almindelig hudkræft, fordi livstidseksponering af uv-stråling øger risikoen, siger hun.

Der er dog muligt at minimere risikoen, selv om man har et arbejde, der kræver, at man bruger mange timer i solen.

- Vores solråd gælder for alle danskere - også når de er på arbejde, siger Christine Behrens. Det handler om skygge, solhat og solcreme.

- Hold frokostpausen i skyggen midt på dagen, når solen står højest på himlen. Hvis en del af arbejdet kan foregå i skygge, så læg det mellem 12 og 15, hvor solen er allerkraftigst. Og så skal man sørge for at beskytte sig med tøj, hat og solcreme.

/ritzau/