Kræftens Bekæmpelse fraråder e-cigaretter

Hver anden dansker mener, at det er sundhedsskadeligt at dampe løs på e-cigaretterne. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen blandt 1.015 repræsentativt udvalgte danskere.

Kræftens Bekæmpelse er helt på bølgelængde med danskernes vurdering af e-cigaretter. Her lyder vurderingen, at man fraråder at bruge e-cigaretter:

- Hvis det var mig, så ville jeg da være bekymret over, hvilke stoffer der er puttet i væskerne til e-cigaretter, siger Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse til Dagens.dk.

Der foreligger indtil videre kun nogle undersøgelse om korttids virkningen af e-cigaretter.

- Og de har vidt forskellige resultater, fordi det er forskellige mærker af e-cigaretter og væsker, der bliver testet, forklarer Inge Haunstrup Clemmensen.

Hun er også bekymret for brugen af e-cigaretter.

- Vi ved at børn helt ned i 10-12 års alderen har brugt sådan en. Og væsken er livsfarlig for børn. Blot en lille dosis ren væske kan slå et barn ihjel, siger hun.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Både Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse fraråder dermed brugen af e-cigaretten, indtil der foreligger noget dokumentation for dens virkninger på mennesket.

Og at selve nikotinen er ufarlig er en myte, forklarer Inge Haunstrup Clemmensen:

- Nikotinen er et giftstof og det påvirker nervesystemet, siger hun.

Kræftens Bekæmpelse fraråder e-cigaretter ud fra flere bekymringer. Det er blandt andet hvilke skader det påfører rygeren, om folk bare ryger videre eller får kvittet smøgerne og om det får unge mennesker til at starte med at ryge - og måske endda ender på almindelige cigaretter.

Kræftens Bekæmpelse er også bekymrede, fordi det forurener omgivelserne og dermed påvirker andre hvis man ryger indendørs.

- De bør ikke ryges indendørs, fordi de forurener og man udsætter andre for dampene, slutter Inge Haunstrup Clemmensen.

Hvad er e-cigaretter?

E-cigaretter (eller elektroniske cigaretter) består af en cylinder af plastik eller metal, ofte med en glød i form af en lysdiode. Cigaretterne indeholder typisk en forstøver, et batteri og en beholder til væske. Når man suger på cigaretten, aktiveres den, så væsken med kemikalier varmes op og kommer i dampform, så de kan inhaleres.

På nogle modeller kan man udskifte en væskepatron, og på andre kan man selv påfylde væskeblandinger. Det er ulovligt at sælge væsker med nikotin i Danmark.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Dagens Gossip

Dagens TV