Kræftens Bekæmpelse: Vi bakker op om kræftscreeninger

Skrevet af admin

02/12/2014

Dagens topnyheder

Kræftens Bekæmpelse bakker op om Sundhedsstyrelsen, der af en forskergruppe beskyldes for at manipulere danskerne til at deltage i screeningsundersøgelser for blandt andet tarmkræft og brystkræft.

Det siger overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse til Ritzau.

- Vi har det helt klart sådan, at vi anbefaler mammografiscreeninger og screeninger for tarmkræft. Den store engelske rapport, der er lavet på området, anbefaler klart at lave screeninger, siger hun.

Forskerne fra Aalborg Universitet har undersøgt de foldere, som Sundhedsstyrelsen sender til borgere, der indkaldes til screeningsundersøgelser, og ifølge forskerne lægger sundhedsmyndighederne et problematisk pres på borgerne ved blandt andet at betone de gavnlige effekter ved screening og bagatellisere de skadelige virkninger.

Men Kræftens Bekæmpelse mener ikke, at det er tilfældet. Iben Holten mener, at de danske patienter er i stand til selv at træffe et kvalificeret valg.

- Vi har diskuteret det her i rigtig mange år. Diskussionen i sig selv giver folk viden om fordele og ulemper ved screening. Det må være op til den enkelte person selv at træffe et valg. Der er jo også en masse informationer på nettet, som folk selv kan opsøge, hvis de vil, siger Iben Holten.

Enhedschef Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen har svært ved at se det problematiske i, at kvinder i Danmark forhåndsbookes til mammografi. Det står kvinderne frit for at melde afbud til screeningerne, hvis de ikke vil undersøges, siger han til Jyllands-Posten.

Derimod indrømmer han, at der "plads til forbedringer" i Sundhedsstyrelsen folder om tarmkræft.

I Danmark tilbydes kvinder mellem 50 og 69 år en røntgenundersøgelse af brysterne hvert andet år. Det vælger 80 procent at takke ja til. Et screeningsprogram for tarmkræft er i 2014 trådt i kraft. Planen er at tilbyde alle mellem 50 og 74 år en screening hvert andet år.

/ritzau/