Kræftens Bekæmpelse vil hellere have penge: Din Facebook-status om svedige nosser hjælper ikke

Skrevet af Lotte Sørensen

03/09/2014

Mest læste i dag

- Kæft, mine nosser er svedige.

- Intet toiletpapir, farvel sokker.

- Har lige vundet 5089,32 kr med et skrabelod.

Sådan lyder nogle af de besynderlige statusopdateringer, som er begyndt at dukke op på Facebook. Det er en del af en leg, hvor de, der liker eller kommenterer, får en hemmelig besked. Her bliver man opfordret til at bruge en af de 14 foreslåede opdateringer for at sætte fokus på bryst- og prostatakræft.

Læs også: Svedige nosser og store babser sætter fokus på kræft

Men Kræftens Bekæmpelse står ikke bag legen og har tilsyneladende heller ikke megen fidus til den.

- Der florerer pt. en opfordring til kvinder og mænd om at skrive en status uden yderligere forklaring med en sætning a la: "Jeg har besluttet mig for at holde op med at bruge undertøj" eller "ingen toiletpapir, farvel sokker." Det er ikke Kræftens Bekæmpelse, der står bag denne opfordring. Hvis du vil vise din støtte i kampen mod brystkræft, så gør det via www.støtbrysterne.dk. Tak! skriver Kræftens Bekæmpelse på Facebook.