Kræftforening om ny opdagelse: Vi er før blevet skuffet

- Det er en spændende opdagelse.

Sådan siger overlæge og lægefaglig redaktør hos Kræftens Bekæmpelse Jens Oluf Bruun Pedersen, efter det er kommet frem, at forskere har opdaget, at malaria kan være med til at dræbe kræftceller.

- Men det er vigtigt at understrege, at det kun er en opdagelse.

- Det er endnu ikke afprøvet på mennesker, så selvom det har haft en positiv effektiv på mus, så er det ikke sikkert, at det virker i mennesker. Så går der noget tid, før man kan sige om opdagelsen er brugbar. Vi er tidligere blevet skuffet, siger overlægen.

Forskerne fra Københavns Universitet og University of British Columbia (UBC) har i laboratorie- og museforsøg haft overbevisende resultater med at anvende malariaproteinet til at transportere gift ind i kræftcellerne og slå dem ihjel.

Forskerne forventer at være klar til at teste behandlingsmetoden i mennesker om tre-fire år.

Det skal ske i samarbejde med Rigshospitalet, og dyreforsøgene tyder på, at behandlingsmetoden virker på stort set alle former for kræft - eksempelvis lymfekræft, prostatakræft, brystkræft og blærekræft.

- Vi ser det som lidt af et gennembrud, siger Ali Salanti, professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.

Og det er heller ikke utænkeligt, at Kræftens Bekæmpelse vil være med til at støtte forskningen.

- Det er meget spændende, og derfor kunne det absolut være en mulighed, at vi støtter projektet. For vi håber da, at det ikke kun forbliver en opdagelse, men også en behandlingsform, siger Jens Oluf Bruun.

/ritzau/

Dagens Gossip