Kræftkampagne sender minister 30 måneder til Vegas

Kommentarerne til handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) var mange og undrende, efter hun onsdag morgen lagde denne besked på Twitter: »I’m going to Las Vegas for 30 months«.

Berlingske Nyhedsbureau undrede sig lige så meget og ringede til ministeren for at få uddybet den opsigtsvækkende udmelding.

Spørgsmål: Hvorfor skriver du det på din Twitter-profil?

»Det kan jeg ikke sige til en mand«.

Spørgsmål: Skal jeg så give røret til en af mine kvindelige kollegaer?

»Ja«.

Efter at have talt med en kvindelig journalist, indvilgede ministeren i at dele hemmeligheden bag sit tweet med en mand.

»Jeg støtter brystkræftkampagnen, og det er et element i den kampagne. Det er vigtigt, at vi får gjort opmærksom på brystkræft på en lidt anderledes måde,« siger Pia Olsen Dyhr.

Der har tidligere været bemærkelsesværdige kampagner for kampen mod brystkræft på de sociale medier. Denne gang er kampagnen bygget sådan op, at destinationen - for eksempel Las Vegas - dækker over den måned, hvor afsenderen af tweetet har fødselsdag, og tallet dækker over den dato, hvor afsenderen har fødselsdag, altså 30 i Pia Olsen Dyhrs tilfælde.

Spørgsmål: Så dit tweet er ikke et tegn på, at du er ikke på vej til Las Vegas for at spille poker for ministeriets penge?

»Nej, det er det bestemt ikke,« siger en grinende Pia Olsen Dyhr.

Handelsministeren har valgt at deltage i kampagnen af personlige årsager.

»Der har været brystkræft i min egen familie, og derfor synes jeg selvfølgelig, det er en særlig sag, som jeg gerne vil gøre folk opmærksomme på,« siger hun.

Pia Olsen Dyhrs reservemor vandt kampen mod brystkampen, som ministeren ser som sin pligt at deltage i som politiker.

»Jeg skriver ikke som minister. Det er på min politikerprofil, og jeg synes, at vi som politikere bør gøre særlig opmærksom på nogle af de vigtigste ting i vores samfund,« siger Pia Olsen Dyhr.

Og det virker til, at tweetet har haft en vis effekt.

»Både min næstformand og mange andre har ringet for at spørge, hvor jeg er på vej hen, og det giver mig jo en mulighed for at tale om brystkræft,« siger handelsministeren.

Hun lagde også den opsigtsvækkende melding om en forestående og langvarig tur til Las Vegas på Facebook, hvor den også blev mødt med undrende kommentarer.

I 2010 kunne man i en anden kampagne for at skabe opmærksomhed omkring brystkræft læse på mange kvinders Facebook-profiler, at de foretrækker den »... på gulvet i entreen«, »... op ad sofaen« eller »... under køkkenbordet«. »Den« viste sig at deres håndtaske og ikke andet, som læseren ellers kunne have i tankerne.

Dagens Gossip

Dagens TV