Kræftramt mor mangler 500.000 kr: Maja vil overleve for sine børn

Skrevet af Ninna Andreasen

20/08/2014

Dagens topnyheder

Mulighederne for den kræftramte Maja Svensson fra Ollerup er tæt på udtømt i det danske sundhedsvæsen.

Den 35-årige mor og hustru har metastaser i højre lungehinde, og nu har hendes lillesøster Thilde Svensson taget sagen i egen hånd.

På hjemmesiden Caremaker.dk har hun oprettet en indsamling, så Maja Svensson kan få behandling i Tyskland.

Behandlingen kommer til at koste i omegnen af en halv million, og siden søndag eftermiddag har venner, familie og anonyme godgørere doneret 134.750 kroner.

- Det er helt overvældende, siger en rørt Thilde Svensson til Dagens.dk.

Vil overleve for sine børn
Maja Svensson er gift og har tre børn i alderen fire, syv og 10 år. Børnene betyder alt.

Se også: 18-årige Robin samler penge ind for at få sin syge mor hjem: 'Hun ville have gjort det samme'

- 90 procent af hendes motivation er, at hun ikke kan overskue, at de ikke skal have deres mor, siger Thilde Svensson.

Maja Svensson blev diagnosticeret med kræft i sommeren 2011.

- Hun viste mig en knude lige under hoften på det ene lår, som lignede en fedtknude. Den blev ultralydsscannet, og lægerne kunne se, at den var blodforsynet. Hun blev sendt til MR-scanning, som viste det samme. Herefter ventede hun i flere måneder og fik at vide, at hun havde kræft i stadie fire, siger lillesøsteren.

Knuden blev fjernet, men året efter havde Maja Svensson fået en metastase i højre lungehinde.

Den blev også fjernet, men et halvt år senere var der kommet yderligere to metastaser samme sted.

Familien har endnu ikke klaget over forløbet, men mener, at det tog for lang tid, før lægerne gjorde noget.

- Jeg ringede over på Rigshospitalet og sagde ‘Nu må I gøre noget. Vi venter og venter, og det bliver værre og værre’, siger Thilde Svensson.

Se også: Lægerne har opgivet: Fem døtre samler penge ind for at redde kræftramt mor

Da lægen for anden gang åbnede Maja Svensson for at fjerne metastaser i lungehinden, kunne han kun fjerne det symptomgivende i forhold til smerterne. Beskeden var klar: Der var ikke mere at gøre.

Vil forsøge immunterapi i Tyskland
Maja Svensson får stråleterapi og kemo for at holde kræften i ave, men der er siden kommet flere knuder til.

Lillesøsteren har gået med tanken om at gøre noget andet end det, det danske sygehusvæsen kan bidrage med.

- Nu skulle det være. Vi er nødt til at starte alternativ behandling nu, siger Thilde Svensson.

Både Maja og familien vil gerne have en dansk læge med på sidelinjen.

- Vi har slået os fast på immunterapi, som man kan køre ved siden af kemoen herhjemme. Maja har talt meget med sin egen læge. Han kan ikke stå inde for det, fordi det ikke er dokumenteret herhjemme, at det hjælper mod hendes kræfttype. Men han vil gerne se over skulderen og lovet, at han vil kommentere på det og måske hjælpe med at søge supplerende støtte hos det offentlige, siger Thilde Svensson.

Se også: Læs Thomas' rørende tak til organdonorer: I gav mig livet igen

Uanset, om indsamlingen runder den halve million, skal Maja til Tyskland, slår søsteren fast.

- Om vi så skal låne resten, gør vi det.

Thilde Svensson lægger ikke skjul på, at hun som pårørende også har brug for at have udtømt alle muligheder.

- Det er også en måde at holde hjulet kørende på. At vi prøver noget. Det er ret afgørende for at være i det her rent psykisk. Jeg kan ikke bare lade det glide hen uden at have gjort noget. Så ville jeg have en mærkelig fornemmelse, siger hun til Dagens.dk.

  (function(d, s, id) { var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0]; if (d.getElementById(id)) return; js = d.createElement(s); js.id = id; js.src = "//connect.facebook.net/da_DK/all.js#xfbml=1"; fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs); }(document, 'script', 'facebook-jssdk')); Opslag af CAREMAKER.