Kræftsyge Tobias' computer er dukket op

Skrevet af Ann Katrine Warren

22/08/2013

Dagens topnyheder

Den bærbare computer, som den 1. august blev stjålet fra en fem-årig dreng med kræft på børneafdelingen i Odense, er dukket op igen. Den blev torsdag formiddag indleveret til Fyns Politi.

- Vi fik indleveret computeren her til morgen. En person, som jeg vil betegne som en ’gammel kending’ kom og afleverede den til os. Han var simpelthen dybt fortørnet over, at nogen kunne finde på at stjæle fra et kræftsygt barn. Han har derfor heller ikke ønsket at modtage den udlovede dusør, fortæller politikommissær Niels Erik Nymark Jensen.

Drengen Tobias var indlagt med kræft på Odense Universitetshospital, da hans enestue på børneafdelingen blev rippet for værdier, mens familien var til genoptræning.

Tyven fik både computeren, en playstation, en iPhone og en harddisk med sig, men for den bestjålede familie fra Aabenraa handlede det ikke så meget om værdien af tingene i kroner og øre. På computer og telefon lå der nemlig op mod 1200 billeder af Tobias, som under sit sygdomsforløb er blevet spastisk lammet.

Sagen har fået stor opmærksomhed, og Frank Larsen fra Assens blev så harm over tyveriet, at han udlovede en dusør på 5000 kroner i sagen.

LÆS OGSÅ: Frækt tyveri: Kræftsyg dreng fik stjålet computer og telefon på hospital

Politiet betragter fundet af computeren, som et gennembrud i sagen.

- Manden, der ønsker at være anonym, har forklaret os, hvordan han er kommet i besiddelse af den stjålne computer. Umiddelbart er hans forklaring god og intet tyder på, at han selv skulle havde været involveret i tyveriet. Han har desværre heller ikke noget kendskab til, hvor de andre ting, der blev stjålet fra drengens sygestue er, siger Niels Erik Nymark Jensen og fortsætter.

- Men det allerbedste er nok, at familien nu får deres computer med nogle af familiens billeder  tilbage.  

Følg Dagens.dk på Facebook - gratis nyheder hver dag

Ud over computeren af mærket Toshiba blev der også stålet en hvis iPhone, en harddisk af mærket Philips og en Playstation PS3.

Disse genstande er stadig ikke dukket op, men politiet håber, at de nye spor i sagen vil kunne føre til en opklaring.