Kræver erstatning af Trykkefrihedsselskabet

Til politiken.dk siger han:

»Jeg kan bekræfte, at min advokat på mine vegne har fremsendt et erstatningskrav til Trykkefrihedsselskabet. Jeg har inden min beslutning været i kontakt med flere advokater, som er enige om, at mine rettigheder er blevet krænket. Jeg er blevet udsat for diskrimination på samme måde som personer, der på grund af etnicitet ikke kan komme ind på diskoteker«.

Jihad Taha, som læser samfundsvidenskab på RUC, vil ikke fortælle, hvad han kræver i erstatning, men ifølge politiken.dks oplysninger drejer det sig om et femcifret beløb.

Han fastslår, at han føler sig krænket over at være blevet nægtet deltagelse i debatmødet, der fandt sted kort efter attentatforsøget på Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard.

»Den her sag har taget meget tid, og nu vil jeg bare gerne have det overstået. Jeg synes, det er en god løsning for begge parter, at vi bliver enige om en erstatning. Vi har fastsat kravet ud fra, hvad der har været af andre afgørelser på området«, siger Jihad Taha til politiken.dk.

Bestyrelsesmedlem Torben Mark Pedersen fra Trykkefrihedsselskabet ønsker ikke at udtale sig om erstatningskravet.

I et indlæg i Berlingske 22. februar forklarede han sammen med bestyrelseskollega Katrine Winkel Holm, hvorfor man valgte at afvise Jihad Taha.

»Over for PET luftede vi vores bekymring om en person, der havde tilmeldt sig under navnet »Jihad«. Jihad betyder som bekendt hellig krig, og da det var erklærede jihadister, der planlagde at halshugge redaktører på Jyllands-Posten, og da det var en person ved navn Jihad Jane, der har forsøgt at slå Muhammed-tegner Lars Vilks ihjel, fik navnet alarmklokkerne til at ringe«.

Dagens Gossip