Kræver ny undersøgelse af Brittany Murphys død

Murphys far Angelo Bertolotti har aldrig troet på det resultat, retsmedicinsk institut i Los Angeles nåede frem til, da han mistede sin datter i december 2009. Ifølge retsmedicinerne var årsagen lungebetændelse og anæmi i kombination med overforbrug af medicin.

I 2012 anlagde Bertolotti sag mod retsmedicinsk institut med krav om en ny undersøgelse og han kunne forleden offentliggøre det opsigtsvækkende resultat af en undersøgelse, et privat laboratorium har foretaget af hår- og vævsprøver fra datterens obduktion.

Carlson Labs fandt blandt andet rester af tungmetaller i Murphys hår, hvilket ifølge laboratorierapporten åbner muligheden for, at hun blev forgiftet. Det samme gør sig gældende for skuespillerindens mand Simon Monjack, som døde få måneder senere og under omstændigheder, der var slående lig sin kones.

Murphys svigermor Linda Monjack er enig med Bertolotti og fastslår over for TV-programmet »Good Morning America«, at myndighederne burde have fattet mistanke.
»Brittany og Simon var unge og havde alt at leve for, men livet blev taget fra dem. Jeg mener, der er noget helt galt. Det føles ikke rigtgt«, siger hun og fortsætter: »Der burde have lydt alarmklokker, men tilsyneladende tog ingen sagen op«.

Statsadvokaten for Los Angeles afviser at genåbne efterforskningen, men hos byens retsmedicinske institut har man erklæret sig villig til at se på den uafhængige laboratorierapport. »Det håber jeg, der kommer noget ud af, så retfærdigheden kan ske fyldest«, slutter fru Monjack.

Ifølge Carlson Labs kan Murphy og Monjack være blevet forgiftet »af en trediepart med kriminelle hensigter«.

Brittany Murphy var kun 32 år, da hun døde fire dage før jul i 2009 og ved sin død i maj 2010 var hendes mand lige fyldt 40.

Dagens Gossip