Kraftig blæst lukkede for al trafik på Øresundsbroen

Skrevet af admin

08/11/2015

Mest læste i dag

Øresundsbroen er søndag morgen blevet genåbnet for al trafik. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

- Øresundsbroen åben - også for lette køretøjer, skriver politiet på det sociale medie.

På grund af kraftigt blæsevejr blev alle former for trafik på broen indstillet natten til søndag.

- Al trafik fra begge sider er indstillet på grund af stormvejret. Ifølge vores prognose lige nu går der i hvert fald tre timer, inden der igen bliver åbnet for trafikken, sagde Hans Pålsson, operativ leder ved Øresundsbroen, til Ritzau kort før klokken 4.00.

Tog og biler begyndte at køre på strækningen igen omkring klokken 6.30.

Mens bilister og togrejsende på begge sider af Øresund måtte indstille sig på ventetid og forsinkelser i nattens løb, så var det fortsat muligt at benytte de fleste indenlandske broforbindelser til trods for det kraftige blæsevejr.

Storebæltsbroen har været åben for trafik hele natten. Politiet har dog rådet bilister til at være ekstra opmærksomme og advaret mod blæst og vindstød, der kan påvirke kørslen.

På Lillebæltsbroen var stormstødene lørdag aften så kraftige, at Vejdirektoratet frarådede vindfølsomme køretøjer at passere broen.

Stormen bevægede sig ind fra vestlig retning sent lørdag aften.

Nordjylland fik de første rusketure med vindstød op til 33 meter i sekundet.

Politiet besluttede at lukke Limfjordsbroen, fordi der var risiko for, at et 12 etager højt stillads ville styrte ned over vejbanerne. Broen er nu igen åbnet.

/ritzau/