Kraftig eksplosion ved forsvarsministerium i Yemen

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

En voldsom bilbombe har torsdag morgen rystet området omkring Yemens forsvarsministerium, og en kilde i ministeriet siger, at eksplosionen har kostet et "stort antal døde".

En militærkilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at mindst 20 personer er dræbt og adskillige er såret.

Da ambulancer efter eksplosionen hastede til stedet, opstod en skudveksling i området.

Blandt de døde er en del militante, som efter eksplosionen trængte ind i bygningen og skød.

Eksplosionen blev ifølge vidner på stedet forårsaget af en selvmordsbomber, der kørte en bil ind i porten til ministeriets bygning.

Der stiger angiveligt røg op fra ministeriets bygning, og vidner på stedet har beskrevet, at kampe har udspillet sig i en kortere periode, men siden er blevet stoppet.

Eksplosionen blev beskrevet som temmelig kraftig.

Kampe mellem militante og sikkerhedsstyrker udspiller sig jævnligt i Yemen, hvor den midlertidige regering har svært ved at kontrollere flere områder.

Militante med tilknytning til al-Qaeda har en stærk base i det arabiske land, hvor USA fortsat udfører droneangreb.

/ritzau/