Kraftig regn ramte nordvestjyderne

»Det regner mest i København lige nu (søndag morgen, red.) og i Øst- og Nordsjælland. Det regner også lidt andre steder, og det vil præge vejret her først på dagen med regn og byger. Så vil det i løbet af eftermiddagen lysne fra sydvest. Men ikke sådan, at vi får solskinsvejr, som vi er vant til,« siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Jørn Thomsen.

Men den regn, der falder over landet i løbet af søndagen er intet imod det, nordvestjyderne oplevede lørdag.

»Det har regnet kraftigt i Nordvestjylland i går og i går aftes, og der er der faldet nogle store mængder,« siger Jørn Thomsen, som fortæller, at DMI havde varslet om regnfaldet.

Kraftig regn defineres med, at der i løbet af seks timer falder over 24 millimeter regn, og det var tilfældet i Nordvestjylland.

»Fra i går morges og frem til lidt over midnat er der faldet en cirka 50 millimeter i Nordvestjylland. Vi har også en måling på 70 millimeter som det højeste på vores målestation i Øby vest for Ulfborg. Og i selve aftentimerne faldt der mellem 20 og 40 millimeter,« siger Jørn Thomsen.

Det kan være, at danskerne har vænnet sig til solen, efter en særligt god sommer i år, men ifølge Jørn Thomsen, er det forbi. Denne regnfulde søndag er begyndelsen på en uges efterårsvejr.

»Sensommeren den er slut. Det ser halvskidt ud i næste uge med regn og byger og ikke over 15 grader. Enkelte nætter bliver det under fem grader, men det ser ikke ud til nattefrost endnu,« siger Jørn Thomsen.

Dagens Gossip