Kraftig selvmordsbombe ryster Kabul

Kabuls politimester Ayoub Salangi frygter, at der er omkomne efter angrebet, der fandt sted i hovedstadens industrizone klokken otte om morgenen lokal tid.

NATO er ifølge Reuters informeret om angrebet og undersøger nu, om der er udenlandske soldater blandt de omkomne.

Det har ifølge AFP endnu ikke været muligt for politiet at bekræfte, at der skulle være omkomne efter angrebet og i så tilfælde hvor mange, men man frygter, at bomben har kostet flest civile ofre.

En ambulanceredder, som ikke ønskede at oplyse sit navn til AFP, siger, at ti sårede afghanere er blevet kørt væk fra området for at blive behandlet.

Gruppen Hezb-e-Islami, der er allieret med Taleban, har taget ansvaret for angrebet.

Ifølge den afghanske sikkerhedstjeneste forhindres adskillelige selvmordsangreb i Kabul hver uge.

Politiet oplyser til nyhedsbureauet AFP, at det er det første større angreb i den afghanske hovedstad i over to måneder.

Den sidste selvmordsbombe i Kabul var i marts måned, da en mand på en cykel sprængte sig selv i luften ud for det afghanske Forsvarsministerium i forbindelse med, at den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel gæstede landet. Ved det anslag mistede ni mennesker livet.

Dagens Gossip

Dagens TV