Kraftig stigning i aborter i Grækenland siden krisens start

Skrevet af admin

11/11/2015

Mest læste i dag

Der bliver ikke hørt så meget barnegråd på fødegangene i Grækenland.

Antallet af planlagte aborter i Grækenland er nemlig steget med 50 procent, siden den økonomiske krise startede, mens antallet af spontane aborter er fordoblet.

Fødsler på offentlige hospitaler er i samme periode faldet med 30 procent, mens kunstig befrugtning er faldet med 20 procent, skriver det græske internetmedie ekathimerini.com.

Tallene blev for et par uger siden præsenteret på en græsk konference om familieplanlægning i hovedstaden, Athen.

Ifølge eksperter har krisen i landet påvirket kvinder i alle aldersgrupper og i alle sociale lag. Men ændringerne er særlig markante blandt unge og teenagere.

I dag er Grækenland et af de lande, hvor der udføres flest aborter sammenlignet med befolkningstallet.

For ti år siden blev der registreret 200.000 aborter om året blandt de 11 millioner indbyggere. I dag ligger tallet på 300.000, og det anslås, at 140 ud af 1000 graviditeter ender i abort.

Det gælder i størstedelen af tilfældene kvinder, som allerede har et eller to børn.

Mange kvinder, siger eksperter, bruger medicin for at få en abort uden lægeligt tilsyn.

Gynækolog og professor Giorgos Kreatsas siger, at antallet af spontane aborter er steget fra to til fire procent.

Han giver den økonomiske krise skylden, da den har øget niveauet af stress og usikkerhed samt forårsaget et fald i den pleje, som gravide kvinder modtager.

/ritzau/NTB