Kraftig storm koster mange livet i Somalia

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Et stormvejr og oversvømmelser har i weekenden kostet mindst 100 mennesker livet i den halvautonome region Puntland i Somalia.

- En kraftig storm ramte byerne Bandarbeyle og Eyl lørdag og søndag. Omkring 100 mennesker er omkommet. Hundredvis af huse og husdyr er skyllet væk af oversvømmelser, siger Abdirahman Mohamud Farole, der er områdets præsident.

- Vi opfordrer FN's hjælpeorganisationer til at hjælpe ofrene, tilføjer han.

Regeringen i Puntland siger i en erklæring, at hundredvis af mennesker fortsat er savnet, og regeringen har erklæret katastrofetilstand.

Puntland ligger i det forholdsvis rolige nordlige Somalia og er i de seneste 20 år stort set sluppet fra de uroligheder og den vold, der ellers har hærget landet på Afrikas Horn.

Dele af omverdenen, der taler for at dele Somalia op i et system af føderale områder, som er forbundet løst, har holdt Puntland op som et godt eksempel.

Området er rigt på olie, og olieselskaber vil gerne udvinde den.

Men myndighederne i Puntland siger, at situationen bliver stadig mere usikker i området.

Myndighederne giver de radikale islamister i gruppen Shabaab, en milits med tilknytning til terroristerne i al-Qaeda, skylden.

Shabaab er ellers trængt ud af mange af de områder, gruppen tidligere kontrollerede i Somalia.

/ritzau/Reuters