Kraftigt børsfald i USA efter britisk EU-nej

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Det amerikanske aktiemarked viser røde tal ved markedsåbningen efter torsdagens folkeafstemning i Storbritannien, hvor et flertal blandt briterne har stemt for at forlade EU.

Få minutter efter handlen var åbnet, var S&P 500-indekset faldet med 2,7 procent, Dow Jones-indekset går tilbage med 2,8 procent, mens Nasdaq 100-indekset dykker med 3,5 procent.

- Vi vil fortsat holde øje med udviklingen på finansmarkederne, siger den amerikanske finansminister, Jacob Lew, ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Jeg har i de seneste uger været i løbende kontakt med mine kolleger og repræsentanter for finansmarkederne i Storbritannien, EU og globalt, og vi har stadig tæt kontakt, siger Lew.

- Både britiske og andre politiske beslutningstagere har de nødvendige værktøjer til at støtte den finansielle stabilitet, som er afgørende for økonomisk vækst, lyder det fra den amerikanske finansminister.

Inden fredagens amerikanske markedsåbning har der både været faldende aktiekurser i Asien og Europa.

/ritzau/