Kraftigt jordskælv rammer Peru

Skrevet af admin

25/08/2014

Mest læste i dag

Et voldsomt jordskælv har søndag rystet Peru, oplyser USA's Geologiske Tjeneste (USGS).

Skælvet er målt til styrke 6,9 og ramte den sydlige del af landet. Det kunne mærkes i hovedstaden Lima, der ligger omkring 500 kilometer fra jordskælvets epicenter, men der er ingen meldinger om store skader eller mange tilskadekomne.

Jordskælvet blev registreret klokken 01.21 natten til mandag dansk tid og havde epicenter i en dybde på 58,9 kilometer omkring 43 kilometer nordøst for byen Tambo, oplyser USGS.

Myndighederne i Peru oplyser, at de ikke kender til voldsomme skader eller sårede.

Rystelserne kunne mærkes i kystområder. Myndighederne udelukker dog at slå tsunami-alarm, da epicentret var et godt stykke inde på fastlandet.

Adskillige store mineselskaber har aktiviteter i det sydlige Peru, men en repræsentant for det kinesiske selskab Chinalco siger, at dets kobbermine i Toromocho er intakt og uden skader.

En journalist fra lokal radio i byen Coracora i regionen Ayacucho, hvor skælvet havde sit centrum, fortæller, at huse er blevet beskadiget, men at de lokale hospitaler ikke har modtaget nogen sårede, ligesom at brandfolk oplyser, at der ikke er opstået nødsituationer.

Peruanerne er vant til jordskælv, som rammer landet med jævne mellemrum. Det værste oplevede befolkningen i 1970, da 60.000 mennesker omkom under rystelser i Andesbjergene. Disse rystelser blev målt til 7,8.

/ritzau/Reuters