Kraftigt jordskælv ryster New Zealand

Et kraftigt jordskælv har tidligt fredag morgen dansk tid ramt nær New Zealands hovedstad, Wellington.

Rystelserne havde ifølge USA's Geologiske Overvågningscenter, USGS, en styrke på 6,8 og ramte syd for Wellington, der ligger på Nordøen, i cirka 10 kilometers dybde.

Bygningerne i Wellington begyndte at ryste, og indbyggere flygtede i panik ud på gaderne eller gemte sig under skriveborde på deres arbejdspladser. En række mindre efterskælv har siden udløst rystelser i området.

Der er meldinger om mindre materielle ødelæggelser, skriver nyhedsbureauet Reuters, men ingen skulle være kommet noget til. Desuden er fly- og togtrafikken blevet indstillet, mens jernbaner og landingsbaner bliver tjekket for skader.

Den nordlige del af Sydøen oplever omfattende strømafbrydelser, skriver Reuters.

Jordskælvet kunne mærkes fra Christchurch på Sydøen til Auckland længere nordpå, men der er ikke udsendt tsunamivarsel.

New Zealand ligger i den såkaldte "Ring of Fire", et område rundt om Stillehavet, hvor jorden ofte skælver.

Landet rammes hvert år af 14.000 jordskælv, men kun 20 af dem har en styrke på over 5,0.

Jordskælvet kommer efter en bølge af rystelser i juli i samme område. Det kraftigste blev målt til 6,9. Ingen mennesker kom til skade.

I februar 2011 blev New Zealand offer for et af de værste jordskælv i nyere tid. Jordskælvet fandt sted ved byen Christchurch og havde en styrke på 6,3. 185 mennesker mistede livet i naturkatastrofen.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV