Krag: Man føler sig aldrig færdig som minister

Skrevet af admin

30/01/2014

Mest læste i dag

Da SF's Annette Vilhelmsen endegyldigt smed håndklædet i ringen og trak stikket til regeringen, gik der kun få timer, før partiets nu afgående sundhedsminister, Astrid Krag, søgte optagelse i Socialdemokraternes folketingsgruppe.

Astrid Krag tabte i 2012 klart partiets formandsopgør mod Annette Vilhelmsen.

Og nederlaget var en syngende lussing fra partiets medlemmer, ikke bare til Astrid Krag selv, men til den regeringssøgende linje, som blandt andre Krag og daværende formand Villy Søvndal havde stået i spidsen for.

Spørgsmål: Var du kun i SF, fordi du var minister efter nederlaget til Annette Vilhelmsen?

- Nej, jeg traf et grundlæggende valg, da jeg tabte formandsvalget i SF, nemlig at stå bag Annette Vilhelmsen, fordi hun sagde, at hun ville fortsætte regeringsprojektet, som jeg har arbejdet for i flere år, og at hun ville samle partiet, siger Astrid Krag.

- Det sidste døgns begivenheder viser jo, at det projekt lykkedes hun ikke med, siger hun.

Spørgsmål: Hvad vil du sige til dem, der siger, at du kun var der for ministerpostens skyld

- Det er ikke rigtigt. Det har været et meget stort privilegium at være sundhedsminister og forbedre forholdene for syge danskere, men det er ikke det, det her handler om.

Spørgsmål: Vil du gerne fortsætte som minister?

- Jeg tror, det gælder for alle ministre - ligegyldigt hvordan deres ministerkarriere slutter - at man aldrig synes, at man er færdig, siger Astrid Krag og fortsætter:

- At man altid havde nogle flere gode ting, man gerne ville nå, og sådan gælder det også for mig. Men det har ikke noget som helst at gøre med mit partiskift, siger hun.

Spørgsmål: Er du stillet noget i udsigt hos Socialdemokraterne?

- Jeg har meddelt, at jeg stiller min arbejdskraft til rådighed, og at jeg er villig til at påtage mig det arbejde, der er til rådighed, siger hun.

Med Astrid Krags ønske om at blive optaget hos Socialdemokraterne går hun i fodsporene på adskillige af medlemmer af den såkaldte "børnebande", der blev bragt frem under den tidligere formand Villy Søvndals ledelse.

SF's tidligere politiske ordfører, Jesper Petersen, er nu finansordfører i Socialdemokratiet. Også partiets tidligere skatteminister - og i SF-baglandet temmelig udskældte - Thor Möger Pedersen er skiftet til S. Det samme er tidligere næstformand Mattias Tesfaye.

Da Jesper Petersen pakkede sydfrugterne fra SF, skete det blandt andet med begrundelsen om, at SF ikke turde gribe" magten.

Spørgsmål: Astrid Krag, er du enig i, at SF ikke at tør gribe magten?

- Vi kan konstatere, at partiet har valgt at smide ansvaret og magten, og det kan jeg tage til efterretning.

- Det er ikke det venstreorienterede forandringsparti, jeg meldte mig ind i i sin tid. Og de forandringer, som jeg gerne vil se i Dammark, dem tror jeg på kan opnås gennem arbejde hos socialdemokraterne, siger hun.

/ritzau/