Krak-ejer bliver mistænkt for regnskabsfusk

Der er fundet fejl i regnskaberne hos det svenske selskab Eniro, som blandt andet er ejer af søgemaskinerne Krak og De Gule Sider.

Årsagen til fejlen kan ligge hos selskabets tidligere koncernchef Johan Lindgren, der i hvert fald har fået opsagt sin fratrædelsesordning. Men flere andre ansatte har også været med inde over. Eniro overvejer derudover et retligt efterspil.

Revisionsfirmaet PwC har lavet undersøgelser af regnskaberne på anmodning af Eniros bestyrelse, og regnskaberne har vist sig at indeholde ukorrekte oplysninger. Omsætningen er ikke blevet bogført korrekt i bestemte perioder.

Ifølge en pressemeddelelse fra Eniro beløber fejlene i regnskaberne sig til knap 47 millioner kroner sidste år, mens der i år er tale om knap 23 millioner kroner. Eniro har på baggrund af undersøgelserne set sig nødsaget til at komme med en nedjustering.

Eniro oplyser, at selskabet har valgt at opsige en aftale om blandt andet fratrædelsesgodtgørelse for den tidligere koncernchef Johan Lindgren. Ifølge Mediawatch er der tale om et gyldent håndtryk på omkring 16 millioner kroner.

Det sker lidt mere end to uger efter, at Johan Lindgren forlod selskabet og overlod styrepinden til danskeren Stefan Kercza, der kom fra en stilling som topchef for Eniro Danmark.

På et pressemøde fredag oplyser Eniros bestyrelsesformand, Lars-Johan Jarnheimer, at der var flere personer involveret i at påvirke regnskabstallene. Han siger dog, at det ikke er sikkert, at personerne var klar over, at de gjorde noget forkert. Det skal yderligere undersøgelser belyse.

Den svenske mediekoncern vil også undersøge, om der er grundlag for at indgive en anmeldelse til politiet om de ukorrekte oplysninger i regnskaberne.

Eniro, der er et børsnoteret selskab, har fredag mistet næsten en fjerdedel af selskabets markedsværdi, efter at nyheden er blevet offentliggjort.

/ritzau/TT

Dagens Gossip

Dagens TV