Kramper stopper australsk teenager midt i overraskelse

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

Den australske teenager Thanasi Kokkinakis var på vej til den største sejr i tenniskarrieren, men måtte i stedet forlade grand slam-turneringen US Open i første runde med kramper.

Kokkinakis var foran 2-1 i sæt og førte også 2-1 i fjerde sæt mod den 12.-seedede franskmand Richard Gasquet, men så begyndte den 19-årige australiers krop at sige fra.

Gasquet vandt fjerde sæt og kom også foran 2-0 i femte og afgørende sæt, inden Kokkinakis smadrede sin ketsjer og frustreret trak sig på grund af smertefulde kramper.

Sætcifrene blev 4-6, 6-1, 4-6, 6-3, 2-0 i Gasquets favør efter næsten tre timers spil tirsdag aften dansk tid.

- Det var bare frustrerende, fordi jeg var begyndt at spille god tennis. Jeg var ved at være tændt, siger Kokkinakis.

Han ignorerede dommerens råd om at stoppe kampen for ikke at bringe helbredet i fare og spillede næsten et helt sæt mere.

Kokkinakis er blevet et kendt tennisnavn, fordi landsmanden Nick Kyrgios i en kamp mod Stan Wawrinka i Montreal i sidste måned ytrede, at Kokkinakis gik i seng med Wawrinkas kæreste.

De kontroversielle udtalelser, der indirekte også kom til at omhandle Donna Vekic, der angiveligt var kæreste med Wawrinka, er dog et overstået kapitel for Kokkinakis.

- Det er afsluttet. Vi har snakket, og det er løst. Det er i øvrigt ikke et tema for mig i øjeblikket, siger Kokkinakis.

- Jeg har kendt Nick i årevis. En lille ting ændrer ikke så meget. Det er ikke ideelt, hvad der er sket, men jeg har talt med ham.

- Jeg har talt med alle omkring episoden. Jeg er kommet videre, og det er jeg sikker på, at de andre også vil gøre, siger Kokkinakis.

- Nick var tydeligvis frustreret i kampen mod Stan. Jeg var til stede under kampen, men så ikke meget af den. Lige pludselig eksploderede min Twitter-profil.

- Ja, han spiller meget på følelser. Jeg tror ikke, at han gik efter at ramme sin modstander, men han sagde nogle ting. Og jeg er sikker på, at han fortryder det. Men det er ude af min kontrol, forklarer Kokkinakis.

/ritzau/