Krarup føler sig misforstået

Sådan siger dansk-newzealandske Dorthe Siggaard til den newzealandske avis Sunday Star Times, der søndag har den danske folketingspolitiker Marie Krarup (DF) på forsiden.

Krarup har vakt opsigt i New Zealand med sin Berlingske-blog om et besøg på en newzealandsk flådebase, hvor den danske delegation blev mødt af »en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori«.

Det fire uger gamle blogindlæg har ryddet forsider på den sydlige halvkugle, og i skrivende stund er en artikel om indlægget den mest læste historie på landets største avis’ hjemmeside. Marie Krarup fortæller til Berlingske Nyhedsbureau, at hun har modtaget adskillige hademails fra newzealændere, der beskylder hende for at være racist, men det hele beror på en misforståelse, mener hun.

»Det er kun en lille del af blogindlægget, der er blevet oversat til engelsk. Det lyder som om, at jeg ser ned på maorierne. Det gør jeg bestemt ikke, selv om kulturen er er meget fremmed for mig. Men jeg undrer mig over, at newzealændere med europæisk baggrund skal påduttes maoriernes kultur,« siger Marie Krarup.

I sin blog skriver hun, at hun følte sig som en idiot, da hun skulle gnubbe næser med europæisk udseende, hvidklædte søfolk, der efter hendes opfattelse var meget flove over at være tvunget til at tale maori og udføre maori-ritualer.

»Jeg studser over, at et vestligt forsvar indoptager andre kulturer på den måde. Det viser en kolossal imødekommenhed, men spørgsmålet er, om det er klogt. Det ville jo svare til, at vi herhjemme gav små piger tørklæder på for at værdsætte muslimerne,« siger Marie Krarup.

Til avisen New Zealand Herald siger dr. Ranginui Walker, ekspert i maori-kultur og tidligere professor ved Auckland University, at den danske politikers indlæg er »fuldstændig dumt«.

»Hun har et meget monokulturelt syn på verden og forstår ikke, at den velkomst, hun fik (en såkaldt powhiri, red.), er den største ære«.

Men Marie Krarup afviser kritikken.

»Vi i Dansk Folkeparti er jo netop ikke monokulturelle. Jeg er meget interesseret i kulturelle forskelle, og jeg synes, at maorier skal have lov til at være maorier. Men hvorfor skal de europæiske newzealændere ikke også have mulighed for at bevare deres kultur,« spørger hun.

Dagens Gossip