Krav om fængselsstraf til bankdirektører

De tidligere administrerende direktører i Sparekassen Himmerland og Ebh Bank bør hver straffes med fængsel fra et år og to måneder til et år og seks måneder.

Det krav er Bagmandspolitiet kommet med torsdag i Retten i Hjørring i straffesagen om grov kursmanipulation.

Samtidig bør Sparekassen Himmerland idømmes en bøde på mellem fem og 10 millioner kroner, lyder det fra vicestatsadvokat Hans Fogtdal.

Desuden skal tre mellemledere fra de to pengeinstitutter straffes med fængsel mellem otte og 14 måneder.

Både de to tidligere direktører, Svend Jørgensen og Finn Strier Poulsen, og de tre andre nægter sig skyldige.

Sagen drejer sig om, at kursen på aktier i Sparekassen Himmerland i løbet af otte uger i 2008 blev holdt kunstigt oppe på kurs 600.

Ved at købe aktier for cirka 8,7 millioner kroner sikrede Ebh Bank, at kursen holdt sig uhyre stabil.

Men samtidig blev markedet ført groft bag lyset, påstår Bagmandspolitiet.

- Det er den hidtil alvorligste sag om kursmanipulation, siger vicestatsadvokat Hans Fogtdal.

Efter periodens udløb styrtdykkede aktien til kurs 330 en måned efter.

Det betød, at markedsværdien faldt fra 3,3 milliarder kroner til 1,8 milliarder.

Højesteret har i en dom i oktober sidste år sagt, at kursmanipulation på et vist niveau bør give fængsel i et år.

Det skete i sagen mod den tidligere redaktør af bladet Penge og Privatøkonomi, som dog fik fængsel i otte måneder.

- Den foreliggende sag er væsentligt grovere, siger Hans Fogtdal til domsmandsretten i Hjørring.

Straffesagen er den første af flere, som udspringer af Ebh Banks fald i september 2008.

Endnu en sag om kursmanipulation mod Trifork er der allerede rejst tiltale i, og yderligere to store komplekser er under efterforskning. De drejer sig om cirka 300 millioner kroner.

I den aktuelle sag ventes Retten i Hjørring at afsige dom fredag 15. februar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV