Krav om forhøjet straf til leder af berygtet bande

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Der er trængsel på anklagebænken onsdag, hvor Retten på Frederiksberg tager hul på en sag om grov vold og røveri.

I sagen står 11 mænd med tilknytning til banden Loyal to Familia - herunder bandens formodede leder, den 27-årige SK - tiltalt for et overfald på Rådvadsvej i Københavns nordvestkvarter.

Kort inden retsmødets begyndelse er mellem 80 og 100 unge bandemedlemmer mødt op foran retten for at vise deres støtte til de tiltalte. Også politiet er massivt til stede.

Overfaldet, som sagen handler om, fandt sted 8. februar og var tilsyneladende planlagt på forhånd. Her kom to mænd kørende i en bil, der pludselig blev omringet af tre biler.

En større gruppe mænd sprang ud af bilerne og gik løs på de to ofre, som blev overdænget med slag og spark, ligesom den ene fik adskillige knivstik.

Men motivet til overfaldet var tilsyneladende ikke røveri. Ifølge anklageskriftet skete det i forbindelse med et gensidigt opgør og "som led i vagtvirksomhed".

Derfor har anklagemyndigheden også valgt at inddrage den særlige bandeparagraf. Den giver mulighed for at fordoble straffen for visse forbrydelser, hvis de er begået i forbindelse med et opgør mellem to bander.

Da de tiltalte onsdag føres ind i retslokalet, udveksles der smil og håndtegn mellem dem og de få tilhørere, der er blevet placeret bag en glasfacade efter at været blevet registreret og visiteret af politiet.

Mens sagen står på skal de tiltalte, der er mellem 21 og 31 år, sidde på to stolerækker bag de 11 forsvarsadvokater med politibetjente mellem sig.

Bandens formodede leder, SK, er tidligere dømt i sagen om dødsvold mod William Lennon på Jomfru Ane Gade i Aalborg og blev løsladt i december sidste år. Straks efter overtog han tilsyneladende en ledende rolle i bandemiljøet.

I øvrigt er Loyal to Familia jævnligt gæster i retssystemet. Alene i oktober blev 13 dømt. To for drabsforsøg i et opgør med Værebros Hårde Kerne og 11 i en sag om hash og skydevåben.

/ritzau/