Krav om mere kontrol med giftige skærver

Der siger både politikere, erhvervsfolk og interesseorganisationer, efter BT søndag skrev, at en midtjysk entreprenør ulovligt og til fare for miljøet har opbevaret og bearbejdet flere tusinde ton af de forurenede sten i en grusgrav midt i et beskyttet naturområde i Vandel øst for Billund.

»Det her eksempel viser, at håndhævelsen af loven på området slet ikke er tilstrækkelig. Der må indføres en langt mere effektiv kontrol med de selskaber, der får lov at håndtere gamle jernbaneskærver,« siger Enhedslistens miljøordfører Per Clausen (Ø) til bt.dk.

Gamle jernbaneskærver er typisk forurenet med blandt andet tungmetaller, pesticider og stærkt kræftfremkaldende stoffer fra årtiers togtrafik, og derfor må de kun opbevares på særlige miljøanlæg, hvor de aldrig kommer i kontakt med naturen.

Alligevel har entreprenørselskabet Eigil Jensen A/S uforstyrret læsset enorme mængder af de forurenede sten af på den bare jord i grusgraven i Vandel, som ligger få meter over grundvandet midt i et sårbare naturlandskab. I 2012 drejede det sig om 10.000 ton, viser dokumenter, som BT er i besiddelse af.

Efterfølgende er de forurenede sten ifølge flere centrale kilder blandet i frisk sand og grus og solgt som et rent byggemateriale. Intet af det kunne lade sig gøre, hvis der blev ført tilstrækkelig kontrol med de selskaber, som ofte får betaling for at hente de forurenede skærver langs skinnerne, mener blandt andre entreprenørgiganten NCC.

»Som systemet er nu, er det umuligt at spore, hvor skærverne reelt ender. Det giver mulighed for snyderi som det, der bliver beskrevet, og det kan hverken samfundet eller branchen være tjent med. Der er jo en grund til, at man stiller krav til håndteringen af de her materialer. Derfor har vi også foreslået, at man indfører en skrappere kontrol,« siger Johnny Hansen, der er områdechef for råstoffer hos NCC.

NCC er et af de få selskaber i Danmark, der lovligt og forsvarligt kan håndtere brugte jernbaneskærver. Efter behandling på et godkendt miljøanlæg knuses stenene og bruges som fyldstof i asfalt, hvor de sammen med de resterende giftstoffer indkapsles og isoleres forsvarligt fra naturen.

Banedanmark kræver, at alle skærver, der fjernes fra landets jernbaner, behandles på en lignende måde. Om det faktisk sker, er der dog ingen, der kontrollerer, og det skal ændres, mener også Danmark Naturfredningsforening.

»Miljømyndighederne i kommunerne bør lave flere stikprøvekontroller, og der bør være større bøder, så det vitterligt ikke kan betale sig at fuske med forurenede materialer. Og ikke mindst bør kommunerne politianmelde de vognmænd, som gør det, så man kan fratage dem muligheden for at køre med den slags,« siger Christian Poll, der er civilingeniør og ekspert i industrimiljø hos foreningen.

Dagens Gossip