Krav til fremtidens pædagoger skærpes

Aftalen, som regeringen, Enhedslisten, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står bag, betyder, at de pædagogstuderende efter et grundforløb skal kunne vælge mellem tre spor: Småbørnspædagogik, skole- og fritidspædagogik og social- og specialpædagogik.

Ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger rummer den nye pædagoguddannelse også en ny eksamensform, hvor den enkelte studerendes praktiske evner som pædagog vurderes.

Det er også nyt, at praktikperioden skal bestås, før den studerende kan komme videre i uddannelsen.

Et stridspunkt har været, at især Enhedslisten og de Radikale har lagt vægt på, at kønsroller ikke skal være et tema i undervisningen. Det har de borgerlige partier protesteret over og har betinget sig, at de pædagogstuderende skal have undervisning i kønsroller og familieformer.

Den nye pædagoguddannelse skal træde i kraft fra sommeroptaget 2014.

Regeringen indgik allerede før sommerferien en aftale med Dansk Folkeparti og Enhedslisten om en reform af pædagoguddannelsen. Det er den aftale, de borgerlige partier nu har tilsluttet sig - med tilføjelserne omkring kønsproblematikken og testen af de studerendes pædagogiske evner.

Aftalen om den nye pædagoguddannelse præsenteres i Uddannelsesministeriet torsdag formiddag klokken 10.45.

Dagens Gossip