Kreativ Eriksen præger fodbolddrama i London

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Christian Eriksen satte alt i scene for Tottenham mod Dnipro Dnipropetrovsk i Europa League torsdag aften.

Danskeren var tilbage i Tottenhams startopstilling efter tre kampe på bænken, og han valgte at stråle i en kamp, som blev et sandt drama, hvor Tottenham var ude i tovene, men spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i Europa League.

Det gjorde de med en sejr på 3-1 og samlet sejr på 3-2, blandt andet ved hjælp af en udvisning til gæsterne.

Danskeren udlignede til 1-1 hjemme på White Hart Lane, og det var også Eriksen, som satte Tottenhams scoring til 2-1 op 25 minutter før tid.

Eriksens scoring til 1-1 faldt 10 minutter efter pausen, hvor han tryllede en bold ind direkte på frispark. Han havde haft et lignende forsøg i første halvleg, men den bold blev reddet af ukrainernes målmand Denis Boyko helt nede ved den ene stolpe.

Dnipro Dnipropetrovsk kom ellers foran 1-0 på scoring af Roman Zozulya kun et par minutter efter pausen.

Ukrainerne havde vundet den første kamp med 1-0, så med den scoring blev det op ad bakke for Tottenham.

Men så var det, at Christian Eriksen for alvor trådte i karakter sammen med angriberen Emmanuel Adebayor.

Christian Eriksens næste stærke aktion kom ni minutter efter hans egen scoring. Med gode driblinger på venstrekanten skabte danskeren plads til sig selv, så han kunne lægge et præcist indlæg til Adebayor, der scorede til 2-1.

Mellem de to Tottenham-scoringer havde Dnipros Konoplyanka haft et godt forsøg på overliggeren. Og ikke mindst havde målscorer Roman Zozulya fået rødt kort for at nikke belgieren Jan Vertonghen en skalle.

Scoringen til 2-1 kom kun to minutter efter udvisningen.

2-1 til hjemmeholdet var stadig ikke nok til at gå videre, men der skulle kun gå fire minutter til næste scoring. Igen signeret Adebayor, som fik en ny præcis aflevering, tog bolden videre med brystet og prikkede den forbi Denis Boyko til 3-1.

Tottenhams evner til at lukke helt af i bagkæden lader lidt tilbage at ønske, så selv om ukrainerne var reduceret til 10 mand, var kampen spændende til sidste sekund. Derfor må de have bidt negle helt ned til rødderne på tribunerne på White Hart Lane.

Tottenham skal møde Benfica fra Portugal i ottendedelsfinalen.

/ritzau/