Kreativ valgkampagne: LA-politiker deler "falske" Timberlake-billetter ud

Liberal Alliances spidskandidat til kommunalvalget på Frederiksberg, Laura Lindahl, starter i morgen en gimmick i slutspurten i valgkampen.

Hun vil dele flyers ud, som til forveksling ligner en ægte Justin Timberlake billet. Det skal fange de unges interesse for politik.

Budskabet i gimmicken er, at man ville have råd til koncertbilletten, hvis ikke man blev tvunget til at betale for den kultur eller de prestigeprojekter som politikerne mener, er god kultur.

- I Liberal Alliance vil vi øge den personlige frihed, herunder friheden til at vælge, om man vil bruge sine penge på opera i Frederiksberg have eller Justin Timberlake i Parken. Smag er forskellig - og derfor skal vi væk fra politisk smagsdommeri, siger Laura Lindahl.

Laura Lindahl har ry for at søsætte kreative kampagner. Ved folketingsvalget i 2011, hvor hun også var opstillet kandidat for Liberal Alliance, var hun idekvinden og afsenderen af kampagnen om fiktive p-bøder.

Hun delte en nat 10.000 fiktive p-bøder ud til bilejere i København, ved at lægge "bøden" i forruden på bilerne. Så næste morgen vågnede 10.000 bilister i København op til, hvad de troede var en p-bøde. Budskabet her var, at man bedre ville kunne kapere en p-bøde, hvis man ikke i forvejen havde betalt så høje afgifter på bilen.

Dagens Gossip