Kreml: Putin vil gøre mere for fred i Ukraine

Skrevet af admin

09/09/2014

Dagens topnyheder

Præsident Vladimir Putin forsikrer sin ukrainske kollega, Petro Porosjenko, om, at Rusland er fast besluttet på at finde en fredelig løsning i Ukraine.

Det oplyser den russiske regering.

- Putin bekræftede den russiske føderations faste beslutning om at yderligere bistå en fredsløsning på krisen i Ukraine, lød det.

Det var åbenbart en del af indholdet i en telefonsamtale, som de to præsidenter har haft.

Videre hed det, at det blev understreget, hvor vigtigt det er at "opretholde et våbenhvileregime i det sydøstlige Ukraine".

Det fremgik dog ikke klart, om det var et synspunkt begge præsidenter har, eller om det kun gælder Putin.

Våbenhvilen i det østlige Ukraine trådte i kraft fredag aften. Der har været sporadiske kamphandlinger siden, men på de fleste fronter er der roligt.

Om fredstonerne fra Putin har nogen sammenhæng med, at EU er på nippet til at stramme de økonomiske sanktioner over for Rusland, kan ikke umiddelbart dokumenteres.

EU-landene har allerede truffet den principielle beslutning om at stramme skruen over for Rusland, men man har valgt at udskyde implementeringen nogle få dage for at se, om våbenhvilen holder.

Rusland omtaler konsekvent konfliktzonen som det østlige og sydlige Ukraine, selv om kampene har været koncentreret om Østukraine, navnlig omkring byerne Donetsk og Lugansk.

Putin har inden for de seneste uger omtalt det sydlige og østlige Ukraine som Novorossija - Det nye Rusland.

/ritzau/AFP