Krifa savner plan fra Thorning

Koret af kritikere har siden statsministerens nytårstale tirsdag aften sunget 2013 ind med en højlydt kritik af den rituelle tale fra landets politiske leder.

Og nu tilslutter Kristelig Fagbevægelse sig de utilfredse toner.

For selvom det gule fagforbund, der i 2012 gjorde sig bemærket i sagen om overenskomsten på Restaurant Vejlegården, ikke havde forventet nogen nye tiltag fra Helle Thorning-Schmidt (S), så falder statsministerens tale ikke i god jord.

- Jeg havde ikke forventet, at hun kom med yderligere tiltag i forbindelse med dagpengereformen, så på den måde er jeg ikke skuffet, siger fagforbundets formand, Søren Fibiger Olesen, til Ritzau, inden han påpeger:

- Men hvor er visionen for, hvordan vi får skabt noget vækst og nogle flere arbejdspladser? Der er ikke noget at komme efter, og det er ikke politisk lederskab ikke at have en plan.

Statsministeren brugte nytårstalen til at gentage budskaberne om løntilbageholdenhed og sparsommelighed i den offentlige sektor, ligesom hun mindede om regeringens akutpakke og tilbud om uddannelse til ledige.

Men disse tiltag løser ikke udfordringerne på det danske arbejdsmarked, lyder kritikken fra Søren Fibiger Olesen.

- Det er reparationer. Jeg savner visionen om at skabe noget vækst og nogle job, for det er det, der er løsningen. Om dagpengeperioden er to eller tre eller fire år, eller om der bliver lavet det ene eller det andet initiativ, er ikke det afgørende.

- Det afgørende er, at der bliver skabt nogle job, så vi ikke har den ledighed, vi har i øjeblikket, mener formanden.

Han glæder sig dog over statsministerens opfordring til sammenhold under krisen.

- Jeg var meget begejstret for hendes tale om fællesskab, og at vi alle sammen har et ansvar. Det synes jeg, hun har ret i, men det løser bare ikke alle problemer, at vi rykker tættere sammen i krisetider, siger Søren Fibiger Olesen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip