Krig og økonomi var på Demokraternes dagsorden

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Et af de helt store debatemner, da Demokraternes tre præsidentkandidater diskuterede politik på direkte tv, var angrebene i Paris blot et døgn tidligere.

Hillary Clinton, Bernie Sanders og Martin O'Malley, der alle gør sig håb om at kunne repræsentere Demokraterne ved næste års præsidentvalg, lagde ud med et minuts stilhed for at mindes de mindst 129 dræbte i den franske hovedstad.

Herefter tog de hul på debatten, der fandt sted på Drake University i den vigtige delstat Iowa.

Bernie Sanders lagde ud med at kritisere Hillary Clinton for at have stemt for at sende amerikanske soldater til Irak og kaldte beslutningen "en af de værste udenrigspolitiske brølere i USA's nyere historie".

- Jeg vil hævde, at den katastrofale invasion af Irak, noget jeg var stærkt imod, splittede regionen ad fuldstændig og førte til dannelsen af al-Qaeda og Isis, sagde Sanders og brugte et andet navn for Islamisk Stat (IS).

Clinton, der tidligere har kaldt beslutningen en fejl, svarede igen ved at sige, at man var nødt til at se den nuværende situation i et bredere, historisk perspektiv - også før invasionen i 2003.

- Hvis vi nogensinde skal kunne håndtere problemerne, som jihadistiske ekstremister udgør, er vi nødt til at erkende, at årsagerne strækker sig længere tilbage end til det, der skete i Irak.

- Det er en enormt kompliceret region, og den er kun blevet mere kompliceret. Og mange af de kampe, der er i gang lige nu, er ikke nogle, som USA har enten begyndt eller spiller en rolle i, sagde hun.

Da emnet for debatten blev drejet over på det indenrigspolitiske domæne, var fokus hurtigt rettet på økonomisk politik.

Martin O'Malley, der ikke har gjort meget væsen af sig i kandidatkampen og halter efter i meningsmålingerne, gik til angreb på Clinton for hendes samarbejde med Wall Street, da hun var senator for New York.

Det samme gjorde Sanders, der beskyldte Hillary Clinton for at have for tætte bånd til bankerne og finanssektoren.

Clinton skød dog igen ved at sige, at hendes job som senator var at få økonomien tilbage på rette spor efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001, og at Wall Street havde været en vigtig samarbejdspartner for at få væksten i gang.

Til februar går primærvalgene i gang. Her bliver det besluttet, hvem Demokraterne peger på som præsidentkandidat.

/ritzau/