Krige afskærer 13 millioner børn fra at gå i skole

Skrevet af admin

03/09/2015

Mest læste i dag

Eskalerende krige og politiske omvæltninger spænder ben for millioner af børn i Mellemøsten og Nordafrika.

Konflikter i blandt andet Syrien, Irak, Yemen og Libyen forhindrer 13 millioner børn i at komme i skole, viser en ny rapport fra FN's børneorganisation, Unicef.

Rapporten "Education Under Fire" (Uddannelse Under Beskydning) har sat konsekvenserne for skolebørn under lup i ni lande, der er direkte eller indirekte påvirket af voldsomme uroligheder.

De ni udvalgte lande i rapporten er Syrien, Irak, Libanon, Jordan, Tyrkiet, Yemen, Libyen, Sudan og Det Palæstinensiske Selvstyre.

Angreb på skoler og uddannelsesinstitutioner er en af hovedårsagerne til, at mange børn ikke kan blive undervist.

I Syrien, Irak, Libyen og Yemen alene er knap 9000 skoler lukket, fordi de er blevet ødelagt, overtaget af militante krigere eller bruges til at give husly til mennesker på flugt.

- De ødelæggende konsekvenser af konflikterne kan mærkes af børn i hele regionen, siger Peter Salama, regional direktør for Unicef i Mellemøsten og Nordafrika, i en pressemeddelelse.

- Konsekvenserne er ikke kun de fysiske skader på skolerne, men også en hel generation af skolebørns fortvivlelse over at se deres håb og fremtid blive knust.

Frygt beskrives ligeledes af Unicef som en grund til, at så mange børn ikke får undervisning. Tusindvis af lærere flygter, og forældre tør ikke sende deres børn i skole.

I Jordan, Libanon og Tyrkiet kan 700.000 syriske flygtningebørn ikke komme i en skoleklasse, fordi landenes skoleinfrastruktur er overbelastet af de mange børn i nød.

I rapporten, der er offentliggjort torsdag, opfordrer Unicef til at udbrede eksempelvis selvstudier i de berørte områder.

Yderligere anbefaler FN-organisationen, at det internationale samfund støtter de ramte landes uddannelsessystemer ved eksempelvis at uddanne lærere og bidrage med undervisningsmateriale.

/ritzau/