To krige på Folketingets program i dag: Debat efterlyses

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Det er måske de færreste, der har lagt mærke til det blandt alt det andet.

Men tirsdag har Folketinget ikke bare én, men to krigsindsatser på programmet, og i begge tilfældet tyder alt på, at det i sidste ende bliver med udsendelse af danske soldater til følge.

Den ene er udsendelse af et radarbidrag med op mod 30 mand til højrisikobasen Al-Asad i Iraks Anbar-provins. De skal tilslutte sig danske soldater, der allerede er på stedet for at uddanne irakiske regeringssoldater i kampen mod Islamisk Stat.

Den anden krig er førstebehandling af regeringens forslag om at sende godt en snes jægersoldater til det urohærgede Mali. Også den mission tegner der sig et massivt flertal i Folketinget bag.

Og tirsdagens to krige på Folketingets program er et udmærket udtryk for den manglende debat, der er i Danmark og blandt politikerne, når det gælder om at sende soldater ud til nogle af verdens farligste områder.

Det mener ekspert i international sikkerhed på Dansk Institut for International Sikkerhed (Diis) Vibeke Schou Tjalve.

- Der er en udbredt opfattelse i Folketinget, at når der bliver kaldt på Danmark til at levere i de her militære sammenhænge, så er det noget, hvor vi sætter almindelig diskussion til side og næsten ikke hurtigt nok kan få bakket op, siger hun.

- For så vidt kunne det modsatte jo lige så godt gøre sig gældende: at når det er så alvorligt som at sende folk til farlige områder, så kaldte det på større eftertænksomhed, siger hun.

Spørgsmål: Er der en tendens i Folketinget til, at svaret altid er ja?

- Det mener jeg helt klart, at der er. Der er næsten ingen diskussion af, om, hvis vi går ind et sted, hvordan skal det så foregå? Vi nåede for eksempel ikke at diskutere konsekvensen for asylsituationen, da man besluttede at gå med i koalitionen mod Islamisk stat.

- Og konsekvensen er jo, at vi får viklet os ind i nogle konflikter med meget langsigtede perspektiver. Vi binder os til aktiviteter, der kan stå på i 10-20 år, og vi kan jo ikke bare trække os ud fra den ene dag til den anden, når vi først er med, påpeger hun.

/ritzau/