Krigsfilm er en drengedrøm for ungt talent

Skrevet af admin

11/03/2015

Mest læste i dag

Det er intet mindre end en drengedrøm, der går i opfyldelse for skuespilleren Gustav Dyekjær Giese, når filmen "9. April" får premiere i de danske biografer.

Det 21-årige skuespiltalent har nemlig længe drømt om at være en del af et krigsdrama.

- Jeg er en krigsnørd og en historienørd, og jeg elsker store krigsfilm som "Saving Private Ryan" og "Thin Red Line". Da jeg så fandt ud af, at jeg gerne ville spille skuespil, var det også helt naturligt at sige, at jeg vil prøve at være med i den slags film og være med til at lave hektiske kampscener, siger Gustav Dyekjær Giese til Newspaq.

Hektiske kampscener er der nok af i filmen, som følger en cykeldeling af danske soldater nær grænsen, da tyskerne overskrider den. De voldsomme scener krævede, at skuespillerne inden optagelserne gennemgik militærtræning for at virke troværdige i rollen som soldater.

Det betød lange dage med øvelser i, hvordan man renser og lader et gevær og ikke mindst, hvordan man opfører sig i den militære verden. Og det har fascineret københavneren, der til dagligt færdes i et kreativt miljø.

- Jeg må sige, at den proces, det har været at lave filmen, har givet mig fornyet respekt for det at være soldat og adlyde sine ordrer blindt, fordi man tror på den sag, man kæmper for, siger Gustav Dyekjær Giese og tilføjer, at han måske godt kunne bruge lidt af den disciplin, der bliver banket ind i ryggen på unge soldater.

Den 21-årige skuespiller nåede nemlig aldrig selv at aftjene sin værnepligt, hvilket han ærgrer sig over i dag. 

- Jeg tror, der er mange unge drenge, som har sundt af at lære noget disciplin og form, især i vores moderne samfund, forklarer skuespilleren.

Inden optagelserne mødte skuespillerne krigsveteraner, som deltog i kampene ved den dansk-tyske grænse 9. April, og det gjorde det nemmere at give karaktererne nerve, forklarer Gustav Dyekjær Giese. 

- Det gav et vildt sus i forhold til, at man forstod, at det vi lavede var virkeligt og ikke opfundet. Jeg vil aldrig kunne forstå, hvordan det er at blive beskudt af tyskerne, men jeg kan prøve at give mit bud på det, siger han og fremhæver, at han er beæret over at være med til at genskabe et stykke ufortalt Danmarks historie.

Og derfor betyder responsens fra krigsveteranerne også meget for talentet.

- Jeg har hørt, at veteranerne kan lide filmen, og det lyder virkelig som en kliché, men det vigtigste er, at de kan lide den. Det er med til at gøre mig stolt af det, vi laver, siger Gustav Dyekjær Giese.

Filmen "9. April" er instrueret af Roni Ezra og får premiere 12. marts. Med på rollelisten er også kendte navne som Pilou Asbæk og Lars Mikkelsen.

Newspaq