Krigsgas får skyld for genetiske skader på østersøfisk

Skrevet af admin

27/07/2014

Mest læste i dag

Forskere har konstateret celleforandringer og genetiske skader i blodet hos fisk fra de områder i Østersøen, hvor der efter Den Anden Verdenskrig blev dumpet store mængder giftig sennepsgas og andre kemiske våben.

For skrubber var risikoen for skader på arveanlæg ekstremt høj på 21 ud af de 23 fangststeder, sammenlignet med fisk i ikke-forurenede områder. For sild gjaldt det på 29 af 31 fangststationer, mens tallet for torsk var 5 ud af 10.

Det fremgår af en artikel i det videnskabelige tidsskrift Marine Environmental Research, som citeres af EU-Kommissionens nyhedsbrev Science for Environment Policy.

Forfatterne formoder, at store anlægsarbejder på havbunden mellem 2008 og 2011 - blandt andet med den russiske gasledning Nordstream - kan have flyttet rundt på den dumpede giftgasammunition, så den er begyndt at lække ud i vandmiljøet.

Danske sagkyndige er kritiske over for undersøgelsens metoder, og skaderne kan også skyldes andre ting, der ikke er undersøgt for, såsom virusinfektioner, påpeger dyrlæge, ph.d. Torsten Boutrup, specialist i fiskesygdomme på DTU Veterinærinstituttet.

- Der er ikke rigtig den rygende pistol, som de lægger op til. Man har kigget efter forandringer i fiskenes blodlegemer. Men et af problemerne er, at de ikke har taget prøver af bundforholdene, hvor fiskene er fanget. Og hvorfor har de ikke taget vævsprøver af fiskene for at lede efter restkoncentrationer? spørger Torsten Boutrup.

Heller ikke seniorforsker Hans Sanderson fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet er overbevist.

Han har selv tidligere undersøgt, om fisk bliver påvirket af krigsgas. De fleste af stofferne bliver nedbrudt meget hurtigt i vand, og for mennesker er ingen fare forbundet med at spise fisken.

/ritzau/