Krigstrusler får benzinprisen til at stige

Prisen på råolie er onsdag formiddag steget til over 116 dollar pr. tønde. Herhjemme betyder det, at prisen på en liter benzin torsdag vil stige med op mod 16 ører, fortæller olieanalytiker Peter Rasmussen fra Statoil til DR Nyheder.

Han forklarer, at markedet reagerer af frygt for, at krigen vil brede sig til resten af Mellemøsten.

»Siden John Kerry (amerikansk udenrigsminister, red.) sagde, at det syriske regime stod bag giftgasangrebene, og Iran advarede USA mod at gå ind i krigen, så har frygten for en omfattende krig sendt priserne op. Men det er måske bare kortvarigt,« siger Peter Rasmussen til DR Nyheder.

Han betegner de kommende dage som helt afgørende for udviklingen på oliemarkedet.

»Hvis den vestlige intervention får Iran til at gå ind i krigen, så bringer det hele den arabiske produktion i spil. Og hvis den produktion falder væk, så bliver det først uhyggeligt. Så kan det være, at priserne stiger endnu mere og bliver hængende længere,« siger olieanalytikeren.

Årets foreløbig højeste pris på råolie var 118 dollar, som en tønde kostede i februar. I april var prisen under 100 dollar, men er altså siden steget markant.

Dagens Gossip