Krim-halvøen erklærer selvstændighed fra Ukraine

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Det lokale styre på halvøen Krim erklærer sig uafhængig fra Ukraine forud for en folkeafstemning, om Krim skal tilslutte sig Rusland.

Løsrivelsen fra Ukraine sker, så Krim-halvøen kan blive en del af Rusland. Det bliver afgjort ved en folkeafstemning på Krim søndag.

Den lokal forsamling på halvøen godkendte således tirsdag en "erklæring om den autonome Krim-republik og byen Sevastopols uafhængighed". Ved afstemningen stemte 78 for og tre imod, skriver lokalparlamentets presseafdeling i en udtalelse.

Søndag skal borgerne på Krim stemme, om hvorvidt halvøen skal blive en del af Rusland. Ifølge nyhedsbureauet dpa vil valgstederne blive overvåget af omkring 150.000 bevæbnede soldater.

Lokalparlamentets formand, Vladimir Konstantinov sagde ifølge dpa mandag, at mere end 80 procent af Krims befolkning vil stemme ja til at tilslutte sig Rusland ved folkeafstemningen.

Meddelelsen om selvstændighed på Krim kom kort efter, at den afsatte ukrainske præsident Viktor Janukovitj i en mundtlig erklæring gentog - for tredje gang siden han blev væltet - at han ser sig selv som Ukraines præsident.

Den 63-årig politiker sagde, at han forventer at kunne vende tilbage til posten snart.

/ritzau/AFP