Kriminalforsorgen vil ikke have kropsskannere i fængsler

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

Kriminalforsorgsforeningen vil ikke bakke op om justitsminister Søren Pinds (V) forslag om at installere kropsskannere i de danske fængsler for at forhindre, at de indsatte får adgang til mobiltelefoner.

Foreningen organiserer civilt ansatte i landets fængsler, for eksempel socialpædagoger og lærere.

Forslaget betyder, at alle ansatte skal gennem skannere og gennemstråles af røntgenstråler hver dag, de går på arbejde, og det er formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting, imod.

- Det må jeg på det kraftigste tage afstand fra. Det lyder virkelig sundhedsfarligt og ikke gennemtænkt og bør nøje undersøges af eksperter, inden det realiseres, siger han.

- Den slags er under stærk mistanke for at være kræftfremkaldende. Man aner en menneskelig skandale om 10-20-30 år, hvor vi kan frygte, at ansatte rammes af kræft og andre alvorlige lidelser.

Ifølge formanden er der også et etisk aspekt i forslaget, som han ikke mener, der er taget højde for.

- Det virker også aldeles uetisk, hvis ansatte skal have taget røntgen-nøgenbilleder, som kolleger får at se. En kropsskanner tager hel-kropsbilleder, og viser dig, som Gud har skabt dig, og disse billeder skal på skift håndteres af diverse kolleger. Det er slet ikke i orden.

Ifølge Thomas Søndergaard Larsen, som er lektor i radiologi ved University College Lillebælt, så kan der være sundhedsmæssige problemer i at blive udsat for røntgenstråler dagligt.

- Som udgangspunkt skal man ikke udsættes for ioniserende stråling af nogen art, og det er røntgen jo. Så umiddelbart vil jeg mene, at hvis man skal udsættes for det hver dag i flere år, så er det potentielt skadeligt, siger han.

Han understreger dog, at det kommer an på, hvor stor strålingsgraden er.

Justitsministeren er kommet med 21 forslag til bekæmpelse af mobiltelefoner i de danske fængsler.

Ud over forslaget om kropsskannere, lægger justitsministeren også op til, at antallet af razziaer fordobles fra fem til ti, og at man gør brug af specialtrænede hunde og skanningsudstyr i særlige celler og på fællesarealer for at lokalisere mobiltelefoner.

Også straffen for at være i besiddelse af en mobiltelefon hæves fra fem til 15 dage. Fremover vil indsatte automatisk få udgangskarantæne, hvis de bliver taget med en mobiltelefon.

Debatten om mobiltelefoner i fængsler er blusset op, efter det kom frem, at de varetægtsfængslede i Krudttønde-sagen har haft adgang til minimum 12 mobiltelefoner.

/ritzau/