Kriminel bande står formentlig bag Nybro-kidnapning

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Det er formentlig en kriminel bande, der står bag bortførelsen af den 40-årige journalist Jeppe Nybroe.

Det vurderer Hans Tino Hansen, direktør for sikkerhedsfirmaet Risk Intelligence, fordi der er sket en forholdsvis hurtig frigivelse af danskeren, som har været taget til fange i Mellemøsten i en måneds tid.

- Vi formoder, at det på grund af den relativt korte forhandlingstid har været en kriminel bande, der står bag kidnapningen, siger Hans Tino Hansen til Ritzau.

Risk Intelligence har tidligere støttet forhandlinger med efterretninger i kidnapningssager.

Hans Tino Hansen peger samtidig på, at den kendte tv-journalist formentlig har været heldig, at det var en kriminel bande og ikke en radikal islamistisk gruppe, der bortførte ham i Libanon på grænsen til Syrien.

- De fleste kriminelle bander har eksisteret i området i lang tid og har ikke noget med konflikten at gøre. De tager gidsler for at få en løsesum. Radikale islamistiske oprørsgrupper opererer også i området, og de er ikke nødvendigvis interesseret i penge, siger han.

Oprørsgrupperne bruger eksempelvis gidslerne som en form for "forsikringskort", hvis de bliver angrebet eller truet.

- Hvis de her grupper bliver angrebet af andre styrker, så har man gidsler som menneskeskjold.

- De kan også bruge gidslerne som forhandlingskort, hvis bortførerne bliver truet af andre islamistiske grupper. Derudover kan de bruge gidslerne som politiske statements, siger direktøren.

Jeppe Nybroes familie har over for Ritzau bekræftet, at journalisten blev frigivet efter at have siddet som gidsel i Mellemøsten i flere uger.

Kidnapningen har været hemmeligholdt, hvilket nok har været et klogt træk.

- I de her sammenhænge er offentlighed ikke af det gode. Hvis der kommer for meget opmærksomhed på det, vil der være forskellige parter, som involverer sig og komplicerer tingene. Kidnapperne kan også føle, at de kan få mere for gidslerne, siger Hans Tino Hansen.

Hvilke omstændigheder Jeppe Nybroe har haft de seneste fire uger er også uvist. Men det har formentlig ikke været en behagelig måned, vurderer sikkerhedseksperten

- Det er svært at sige noget om forholdene. Det kommer an på gruppen, men det er sjældent særligt gode forhold. Typisk bliver gidsler ikke behandlet særlig godt. Det skal man ikke ønske for nogen, siger Hans Tino Hansen.

/ritzau/